Her i foråret startede Mey i 6.a på Hummeltofteskolen i Lyngby-Taarbæk. Det skete i en grundig proces, hvor hun blev flyttet fra specialskolen og inkluderet i sin lokale folkeskole. Det samme er i øvrigt også sket for 14 andre elever i kommunen.

Det er en rigtig solstrålehistorie. Men også et lærestykke i, hvad inklusion er. Det er ikke bare at flytte nogle elever - men en proces, som sker i et tæt samarbejde mellem folkeskole og specialskole, og hvor der er tænkt i støtte, en velfungerende og inviterende klasse, forældresamarbejde, kammerater, ja, sågar hvor i klassen Mey skal sidde.

Kunne hun ikke bare have gået i folkeskole hele tiden? Nej, det er netop den ro og selvværd, som specialskolen har givet hende, som nu giver mulighed for inklusion, siger de involverede.

Det er godt for Mey og hendes kammerater, at formanden for Skolerådet, direktør i Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, Jørgen Søndergaard, ikke har magten i Lyngby-Taarbæk Kommune. For den ellers så velargumenterende forsker har meldt ud , at kommunerne skal lukke halvdelen af specialskolerne. Begrundelse (ifølge medierne): For mange af eleverne ender på førtidspension.

Logikken er nogenlunde lige så stringent som at sige, at man skal lukke intensivafdelinger på hospitaler, fordi der statistisk set er en overhyppighed af dødsfald! Uden sammenligning i øvrigt.

Det er jo ikke, fordi eleverne går på specialskole, at nogle får tildelt førtidspension. Mere sandsynligt er, at de har et handicap, som det ikke er lykkedes specialskolen at kompensere, i en grad så de kan bidrage positivt til beskæftigelsesstatistikken.

Prøv en anden logik, Jørgen Søndergaard.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org