En stor nulevende dansk forfatter staver langt de fleste ord som alle andre, men ordet mennesker staver han altid »mensker«. Det distraherer mig hver gang, og det er da heller ikke nogen god eller gennemtænkt stavemåde. For der er faktisk mange, der har tre stavelser i ordet. Det betyder ikke, at de normalt udtaler e-lyden i midterste stavelse, men at det n, der er i udtalen, får ekstra fylde og bærer en stavelse.

Vi er vant til, at flerstavede ord kan miste en stavelse, og alligevel skriver vi den fulde form. Mange unge udelader midterstavelsens e, når de siger måneder. Det bliver til »månder« med blødt d. Midterstavelsen i ord som værelse, kæreste og Sørensen er også røget sig en tur i manges udtale, men ikke i alles - og den fulde form i skriftsproget repræsenterer udmærket begge udtaleformer. Hvem siger ikke »fotgrafi, matmatik, lokmotiv« og så videre, men staver fotografi, matematik, lokomotiv?

Hvis skriftsproget skulle justeres, hver gang der sker små ændringer i udtalen, ville vi få en helt uoverskuelig flora af varianter, og ustandselig ville generationerne blive distraheret af de andre generationers stavemåde.

Noget helt andet er det, at ordet mennesker er blevet langt hyppigere, end det var før. Hvor man tidligere ville sige, at der sad 35 personer i salen, siger man nu oftest 35 mennesker. Ordet har også bevæget sig ind på det område, som ordet folk tidligere dækkede. Politikere undgår ofte ordet folk, når det bruges generaliserende i udtryk som »vi synes, folk skal have større valgmuligheder«. For mig ville mennesker i dén sætning virke helt forkert, men det bruges mere og mere, sikkert fordi folk i nogle sammenhænge kan virke lidt nedladende.

En ældre kollega reagerede prompte, når han for eksempel hørte, at nu var seks mennesker blevet smittet af influenza. Han spurgte: »Aha - og hvor mange dyr?« Han foretrak personer.

Professor Higgins