Gennem 40 år har det stået højt på politikernes ønskeseddel at kunne ændre på den sociale arv. Alligevel måtte vores undervisningsminister i februar 2009 erkende, at indsatsen for at bryde social arv i skolesystemet er mislykkedes. Hvorfor? Hvad ved vi? Og hvem kan vi lære af?

Forskeren Mads Jæger fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) skriver i artiklen »Social arv i Danmark« fra 2008, at den hovedsageligt er drevet af forskelle i familiekulturer. Det betyder, at skal vi ændre på social arv, skal vi prøve at ændre ved familiers kulturer.

Ifølge Undervisningsministeriet kan skolen ikke ændre ved de forskellige familiekulturer.

Det betyder, at der ikke gøres noget, der omsætter forskning om social arv til praksis. Er det så mærkeligt, at vi ikke kan ændre på social arv?

Jeg har reflekteret over Mads Jægers forskning. Ved at benytte os af folkeoplysning vil vi kunne omsætte forskning om social arv til praksis, på samme måde som man gennem forskellige oplysningskampagner formidler viden og ideer for at få forskellige familiekulturer til frivilligt at inkludere sund livsstil.

Jeg har boet i New Zealand, hvor mine to børn har gået i skole. Der blev jeg af skolen oplyst om, hvor vigtig jeg var som forælder for mine børns skolegang og uddannelse. Det motiverede mig til at tage ansvar hjemme. Og skolen gav mig helt konkrete, enkle ideer, viden og adgang til et hav af bøger til mine børns læseniveauer hver måned. Så skolen gjorde det let for mig - og alle andre forældre - at støtte bedst muligt op omkring børnenes skolegang og uddannelse hjemme. Og langt de fleste forældre engagerede sig hjemme frivilligt uanset egen uddannelsesbaggrund.

I de sidste år har jeg arbejdet med social arv. Og jeg har opdaget, at netop New Zealand, Canada og Australien i over 40 år har givet oplysning til alle forældre gennem skolen. Måned efter måned. Og med hvilket resultat? Australien, Canada og New Zealand er de lande, som får flest unge til at tage en lang eller mellemlang, videregående uddannelse/har størst andel af befolkningen med en videregående uddannelse. Til trods for lidt lavere score i Pisa end Finland er de tre lande mestrene i at give flest unge både lyst og kompetence til videregående uddannelse, hvilket må være forudsætningerne for at blive mønsterbryder.

Ifølge SFI er det barndomshjemmet, som giver lyst til at læse videre, ikke skolen. Og en undersøgelse af professor Desforges, England, viser, at elever kan score op til 25 procent højere, når forældrene involveres fagligt hjemme. Ved at give oplysning gennem skolen vil vi kunne give alle barndomshjem viden og ideer til frivilligt at involvere sig, så flest mulige elever vokser op i et hjem, som giver lyst til at læse, lære og læse videre. Det er præcis sådan, de gør i New Zealand, Canada og Australien og har gjort i over 40 år.

Og vi vil kunne ændre på social arv, score højere i Pisa og give flere unge lyst til at læse videre. For ikke at tale om det enkelte menneskes øgede livsmuligheder og den betydning, det vil have for skole, samfund og lærerstandens selvværd.

Det er sagt, at ved at lære af den finske skole vil vi kunne ændre på social arv, men finsk skole ændrer ikke på familiekulturer. Finland har en gammel tradition for, at mange familier selv tager ansvar for deres børns skolegang. Den tradition har vi ikke i Danmark. Den skal først udvikles via oplysning.

Jo, der er stor grund til også at lære af Canada, Australien og New Zealands måde at lave forældre-folkeoplysning på. Og jeg håber meget, at det vil ske. Og det vil det vel, da det at kunne ændre på social arv har stået højt på politikernes ønskeseddel i 40 år.