Debat
Offentliggørelse med positiv effekt – klare svar fra Søndergaard?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jørgen Søndergaard skriver i Folkeskolen nummer 6, at offentliggørelse af skolers resultater kan have positiv effekt. Søndergaards »dokumentation« herfor er »... to anerkendte forskeres undersøgelse af alle skoler i New York ...«. Søndergaard nævner ingen navne og angiver ingen data i øvrigt. Spørgsmålet om, hvilken forskning der anbefaler en offentliggørelse af resultaterne af nationale test, lades ubesvaret.
Niels Christian Sauer skrev på folkeskolen.dk 2. august 2010: »Jørgen Søndergaard har uret, når han nu igen ganske uforståeligt påstår, at der ikke er endog fuldstændig entydig dokumentation for skadevirkningerne af offentliggørelse af testresultater. Rejseholdet redegør tilmed for dem i sit baggrundsmateriale, hvorefter det af uransagelige grunde vælger at blæse på dem«.
Søndergaards besvarelse af følgende to spørgsmål er heller ikke overbevisende: »Hvis testresultaterne kan uddrages for sig fra det batteri af resultater (Søndergaards egen formulering), som den årlige resultatfremlæggelse kommer til at bestå af, hvordan kan man så sikre sig, at de ikke vil blive brugt til en rangordning af skolerne?« Og: »Hvordan stemmer den omfattende registrering og rapportering, som forslaget om resultatfremlæggelse vil medføre, med regeringens angivelige ønske om afbureaukratisering?«
Søndergaard udtrykker en formodning om - et håb om? - at den årlige redegørelse - herunder brug af resultater fra nationale test - kan udformes, så en ranglistning af skolerne kan undgås. Han erklærer endvidere, at offentliggørelse af testresultater ikke kræver »yderligere registreringer og bureaukrati«. Altså: Vi må risikere en ranglistning, og bureaukratiet bliver ikke mindre, end det er nu.