»Det kan aldrig udelukkes, at der opstår uforudsete problemer, når testene tages i brug«.

(Dorte Olesen og Martin Isenbecker, direktører for henholdsvis Uni-C og Skolestyrelsen - Folkeskolen nummer 5).

Det har de to direktører så sandelig ret i.

Der har vanket hele tre overraskelser, og det er jo næsten for meget.

Først erklærede Lars Løkke 360 grader rundtosset, at testresultaterne skulle offentliggøres og lærere og skoler dermed benchmarkes.

Derefter løb Bertel Haarder fra alle tidligere aftaler om, at testene netop ikke skulle offentliggøres. Forklaringen er noget med »accountability«, det vil sige, at detailstyring af skolerne erstattes af en kontraktlig aftale om, at danske elever om ti år skal ligge i Pisa top 5. Skolerne skal bare levere varen uanset de økonomiske rammer, og så er det jo kun rimeligt, at der benchmarkes på baggrund af offentliggjorte testresultater. Ikke sandt?

Og den tredje overraskelse, som måske alligevel ikke er så overraskende, var, at testene primo marts igen brød ned på grund af tekniske problemer og nu er udsat indtil videre.

For de forældre, der arbejder i andre sektorer af samfundet og ikke har særlig viden om læringsprocesser, kan det være ret uforståeligt, at testresultaterne ikke bør offentliggøres. Så måske får du som lærer brug for at forklare nogle forældre, hvad hele denne farce drejer sig om, og hvorfor det ikke er ligegyldigt, om testene offentliggøres eller ej.

Her kommer den korte forklaring:

Man får, hvad man måler.

Med offentliggjorte test vil skolerne uundgåeligt fokusere ganske meget på, at netop deres elever klarer sig godt. Det vil præge undervisningen, så den tilrettelægges med henblik på gode testresultater. »Jamen, det er da fremragende«, kunne man mene, »så lærer eleverne jo netop de vigtige faglige ting, som måles i testene, og så bliver de lige så dygtige som børnene i Finland og andre lande, der har bedre Pisa-resultater end os!«

Det er bare ikke sådan.

Lad os se på selve læringsprocessen.

Når man har lært noget, er beviset, at man nu kan/ved noget, som man ikke kunne/vidste før. Der er sket en forandring i form at et læringsprodukt, der repræsenteres af en neurofysiologisk forankring i hjernecellernes millioner af forbindelser.

Det interessante er nu, hvad dette læringsprodukt kan bruges til i andre sammenhænge, og hvordan det er integreret med tidligere læring. Det interessante er, at læringsproduktet ikke bare er »sig selv«, men også de omstændigheder, hvorunder det er etableret. Havde eleven for eksempel sine følelser og erfaringer aktiveret i læringen? Indgik der social og samfundsmæssig motivation?

Alle sådanne forhold er afgørende for, om der er lært noget, som siden kan bruges i en mangfoldighed af sammenhænge - modsat noget, der bare skal genkaldes ved en given test.