Debat

Hvad har de gang i i DLF?

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

58 lærere bliver afskediget i Vejle Kommune. Yderligere 23 kommuner forudser, at de skal fyre i alt 90 lærere, og antallet af kommuner, der skal afskedige, er muligvis vokset, siden jeg skrev dette. Når man medregner naturlig afgang, er stillingsreduktionerne endda større. Samtidig vælger DLF at være med til en kampagne for rekruttering til lærerfaget. Det kunne - diplomatisk formuleret - tyde på manglende situationsfornemmelse.

Men der er mening med galskaben. For trods disse overvældende stillingsreduktioner kan vi forudse en øget mangel på uddannede lærere. I 2007 lavede DLF en prognose, som viste, at vi i 2015 kommer til at mangle 5.800 uddannede lærere. Prognosen er udført på baggrund af forventet pensionering fratrukket forventet antal uddannede i perioden og fratrukket fald i lærerstillinger som følge af faldende elevtal.

Og vi har faktisk allerede behovet nu. I Nordsjælland er 391 lærerstillinger - eller 10,98 procent - besat med ikke-læreruddannede. I Helsingør Kommune er det 20 procent. Det er en stor udfordring for kvaliteten i skolen og for lærernes arbejdsmiljø. Når man lige er blevet arbejdsløs, er såvel prognosen som den aktuelle situation imidlertid en ringe trøst. De i alt 391 stillinger i Nordsjælland, der er besat med ikke-læreruddannede, er jo netop besat, og derfor kan vi i en periode opleve, at det er svært at få job.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Prognosen har taget højde for en del af de stillingsreduktioner, der sker nu, da fald i elevtallet ligger til grund for mange af dem, og selvom vi kan forvente flere nedskæringer, kan lærermangel-alarmen ikke afblæses. Det er stadig nødvendigt for kvaliteten i undervisningen, at vi tænker langsigtet og sikrer større optag på læreruddannelsen. Der går fire år, før de nye kollegaer er klar.