»56 lærere fyret i Vejle«. »Lolland fyrer 25 lærere«. »20 færre lærere i Varde«. »Lærere i Kolding får fyreseddel«. »Langeland-lærer: Onsdag var helt forfærdelig«. »Fyring af 26 lærere«. »Minimum hver fjerde kommune nedlægger lærerstillinger«.

Sådan lyder rækken af triste overskrifter på folkeskolen.dk, hvor redaktionen pligtskyldigt registrerer nedskæringerne i den danske folkeskole.

Det er stadig vintervejr, men lige nu er mange kommuner vågnet op af dvalen efter efterårets kommunalvalg, har set på regnskaber og budgetter og grebet sparekniven.

Det er nyt, at Folkeskolen nu bringer interview med kredsformænd, der står midt i prikkerunder. Og det er en omvæltning for alle, at dagsordenen nu hedder nedskæringer. Indtil for ganske nylig var overskrifterne lærermangel og jobgaranti for nyuddannede.

Det er trist for alle, der bliver ramt, og årsagerne veksler fra kommune til kommune. Men det er mere end det:

Stiller man fyringerne op ved siden af den landspolitiske dagsorden, ligner det et stykke absurd teater.

For hov, var det ikke lige for lidt siden, at regeringen stillede nogle mål op for folkeskolen? Læs lige her:

»Det er afgørende for Danmarks muligheder for vækst, at vi har et uddannelsessystem, som kan måle sig med de bedste i verden. Vi skal leve af menneskelig formåen. Og fundamentet for videre uddannelse bliver støbt i folkeskolen.

Derfor er det regeringens mål, at danske skolebørn i 2020 skal være i top fem i verden til læsning, matematik, naturfag og engelsk«.

(Danmark 2020. Februar 2010. Regeringens arbejdsprogram)

Dengang var nedskæringer slet ikke på tale: Tværtimod trådte statsminister Lars Løkke Rasmussen forurettet ind på scenen efter et debatmøde den 2. marts og udtalte:

»Jeg siger igen, igen og igen, at vi i 2010 ikke skal spare så meget som en bøjet femøre. Så skal vi bagefter i gang med at konsolidere os, men der bliver ikke lyttet«.

Nu er det jo heller ikke statsministerens »vi«, som sparer. Det er kommunerne. Men for eleverne i skolen er det ligegyldigt, hvem der fører kniven. I forhold til mulighederne for at nå de ambitiøse mål er det også underordnet.

Hvis vi skal leve op til blot nogle af målene, skal folkeskolen blive bedre, ikke dårligere. Det er logik.

Det betyder ikke, at det er umuligt at spare penge, når børnetallet falder. Skoler og klasser kan lægges sammen. Det er stadig trist for dem, det går ud over, men absurd er det ikke.

Det absurde opstår, når statsministeren begynder året med at sætte overliggeren rigtig rigtig højt. Derefter læner han sig roligt tilbage, vifter med sin bøjede femøre og ser på, at den skole, som skal levere resultaterne, bliver nødt til at skrue op for klassekvotienten - og ned for timetallet.

Lad os skifte stil. Lad os få realismen frem på scenen.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org