For 15 år siden indførte lande som England, Australien og New Zealand stramme nationale læseplaner, test og standardiseringer. En udvikling, som med 15 års forsinkelse er nået til Danmark, repræsenteret af blandt andre Det Konservative Folkeparti, som har gjort kravet om centralt fastsatte, bindende læseplaner til et ultimatum i forhandlingerne om folkeskolen. Men i England, Australien og New Zealand er udviklingen nu ved at gå den anden vej. Landene er, ifølge Andy Hargreaves, i færd med at indse, at standardiseringer ikke er svaret på fremtidens uddannelsesbehov. Eleverne mister lysten til at gå i skole, deres lærere mister lysten til at være lærere, og forældrene protesterer i stigende omfang over det stramme greb om deres børns skole. Det har gjort indtryk på regeringen i England, fortæller han.

Hvorfor mener du ikke, at nationale læseplaner og test passer til det fremtidige videnssamfund? Er det ikke et spørgsmål om at teste bredt i forhold til børnenes mange intelligenser og forskellige kompetencer?

'Jo, det kunne det være, men det er det næsten aldrig'.

Hvorfor?

'Fordi omkostningerne ved en så omfattende test ville være meget store. Test har to formål: Nemlig at hjælpe lærerne til at hjælpe eleverne ved at give dem en god information om, hvordan de lærer, og at skabe standardiserede informationer, som henvender sig til alle elever, og som vel at mærke kan kommunikeres ud i offentligheden som resultater. Begge dele er vigtige, men af mange grunde ønsker politikere at kunne designe nogle instrumenter, som opfylder begge formål på samme tid. Og det kan de ikke', fastslår Hargreaves. 'I princippet skulle og kunne det lade sig gøre at indsamle data, der fortæller, hvor godt dine elever lærer, hvor godt de udfører opgaver inden for forskellige typer intelligenser, hvilke niveauer de lærer på, og at bruge disse data til at gøre eleverne endnu bedre. Men det sker næsten aldrig, fordi det for både lokale og nationale politikere mere er et spørgsmål om at score højt. En politiker vil hellere berolige befolkningen og forsikre om, hvor godt det går, end skræmme dem. Ikke alt ved standardisering er dårligt. Den kan få lærerne til at tage information og data seriøst, således at de ikke kun baserer deres viden på fornemmelser og intuition, men på beviser. Men hvis vi ønsker information om, hvor godt vores uddannelsessystem fungerer, behøver vi efter min mening ikke at teste alle, men et udsnit af eleverne. Hvis du udarbejder test af alle elever i hele landet som en slags folketælling, medfører det, at du kommer til at fokusere på, hvordan du lettest lærer eleverne det, der skal til for at bestå testen. Og hvis du skal udarbejde standardiserede test, der skal rettes mod en hel befolkning, bliver de nødt til at være tilstrækkeligt simple. Det betyder, at den kompleksitet, du har brug for, når du skal forberede ele-verne på fremtidens videnssamfund, forsvinder'

Et delt samfund

Hvilket scenario ser du for dig, hvis vi fortsætter udviklingen med udarbejdelse af bindende nationale læseplaner, standardiseringer og test af eleverne?

'Jeg ser et delt samfund. På den ene side børn af velstående forældre, som ønsker at udvikle børnenes færdigheder inden for deres egen kreds, deres egen tid, deres egne private skoler. I skoler, som får rigtig gode resultater, og hvor lærerne ønsker at arbejde, fordi de her har frihed til at frigøre sig for de stramme læseplaner, fordi de ved, at deres middelklasseelever nok skal opnå gode resultater alligevel. På den anden side resten af befolkningen, som vil være dømt til de basisfærdigheder, som fremgår af de standardiserede læseplaner, og som lige akkurat gør dem i stand til at arbejde på de laveste niveauer i samfundet - på hotellerne, restauranterne, barerne. Det skaber en afgrund. Og den afgrund eksisterer allerede i USA - og I England'.

Fleksibilitet og data

Men du ser også en anden udvikling?

'Ja, der er en tendens til at sætte sig ud over læseplanerne. For mig, som har tilbragt en del tid i England, er det meget interessant at se, at England er inde i den mest interessante periode på det uddannelsesmæssige område i mange år, for de har indset, at standardisering ikke virker! Det er gået op for regeringen - og befolkningen - at mange skolebørn ikke bryder sig om at gå i skole længere. Og den dag middelklasseelever ikke kan lide at gå i skole og finder det svært, begynder befolkningen at ændre mening. Det lægger en regering mærke til. Hvis lærerne ikke længere bryder sig om at undervise, bliver det sværere at finde gode lærere, og så bliver befolkningen bekymret. Der er gået 15 år, siden England som det første land i verden indførte nationale læseplaner. Den samme udvikling ser vi i Australien og New Zealand, hvor de bevæger sig væk fra 'frit valg på alle hylder' og forsøger at finde måder, hvorpå man kan skabe en balance mellem elevernes forskellige evner og kompetencer og i højere grad forbinde skolen med lokalsamfundet. Disse lande var dem, der var de første til at udvikle nationale standarder. Så måske er dette den nye 'skolens grammatik' Ikke en tilbagevenden til 1960'erne og 70'erne, men et forsøg på at introducere meget mere fleksibilitet og kreativitet i en læring og undervisning, hvor også data og beviser er en basis for at tage beslutninger på en mere fleksibel måde. Måske er det den nye 'grammatik': dette at få lærere til at arbejde mere sammen om, hvordan de planlægger elevernes læring på basis af de beviser, de har indsamlet', siger Andy Hargreaves.

aw

Andy Hargreaves

Andy Hargreaves er født i England og sidder i et såkaldt 'skænket professorat' ved universitetet i Boston, hvor han forsker i social retfærdighed set i relation til uddannelsessystemet. Andy Hargreaves udgav i 2000 en bog på forlaget Klim med titlen 'Nye lærere - nye tider' og er på vej med bogen 'Hvad er værd at kæmpe for i skolen' på samme forlag. Senere udkommer også 'Teaching in the Knowledge Society - Education in the age of insecurity'.