Karin Grethe Lysholk Holm

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Karin Grethe Lysholk Holm døde den 21. okttober omgivet af sine kære.

Karin Grethe var født i Jelling, og efter eksamen fra Jelling Seminarium begyndte hun i 1969 som lærer ved Sortebakkeskolen i Nørager. Hun underviste i dansk, billedkunst og musik og var klasselærer. For tre år siden blev hun på grund af alvorlig sygdom tvunget til at holde som lærer. Karin Grethe var med sin faglige kunnen og sine menneskelige egenskaber særdeles afholdt og respekteret. Hun var en samvittighedsfuld og engageret lærer. Hun havde elevernes tillid, var deres ven og fortaler, og vi kunne altid regne med hende. Hun var et musisk menneske, der evnede at lægge den dimension ind i undervisningen, og mange elever husker med glæde de inspirerende timer. På skolen så vi ofte elevarbejder af høj kvalitet.

Karin Grethe havde et aktivt liv. Hun sang i kor, læste bøger, og hun holdt af naturen. Men allermest nød hun familielivet i Nørager eller i Tversted. Mange har i årenes løb taget del i hendes glæde over at være ved havet, da hjemmet altid har været meget gæstfrit. Hun magtede endog under sin sygdom ved Leifs hjælp at leve et indholdsrigt liv. Vore tanker går til Leif, Anne, Sofie, Jakob og Heidi, der alt for tidligt har mistet et elsket midtpunkt. Æret være Karin Grethes minde

Kollegerne på Sortebakkeskolen Nørager