Som 15-årig skar hun dybe flænger i sig selv med en hobbykniv - en reaktion på en barndom med fortrængte følelser. Dengang var hun lettet over, at ingen reagerede. I dag er hun chokeret over lærernes manglende reaktion.

'Jeg kan sådan set godt forstå, at lærerne ikke turde blande sig. Jeg var jo fuldstændig utilnærmelig og hård som sten. Men stadigvæk er det da forkert, at ingen ruskede i mig og sagde: Hey - hvad fanden er det, du laver? Enhver ved da, at normale mennesker ikke snitter store flænger i armene på sig selv', siger hun og undrer sig over, at lærerne ikke kontaktede hendes mor.

Efter episoden med hobbykniven satte hun selv plastre på de fysiske skrammer, men gjorde ellers intet for at skjule skaden. Måske, som hun selv udtrykker det, for at gøre de voksne opmærksom på, at hun havde det elendigt. 'Jeg har aldrig før tænkt tanken, at nogen burde have reageret. Nok fordi jeg altid har troet, at det var min egen skyld', siger Rosa Egede, der i dag er 24.

Lærernes opgave

Rosa Egede ser ikke sin handling som et selvmordsforsøg, men hun er ikke et sekund i tvivl om, at det var et råb om hjælp. Derfor er hendes klare melding til lærerne, at de skal tage vare på de børn, de underviser. Lærere er ikke kun uddannet til at undervise i dansk og matematik, men lige så meget i at være opmærksomme på børns mistrivsel. Kan de ikke det, bør de finde sig et andet job, mener hun. 'Forældre og lærere begår en stor fejl, hvis de tror, at de skåner børnene ved ikke at tale med dem. Hvorfor vente med at fortælle de forfærdelige ting, til barnet er voksent? Hvorfor sige 'far er kommet i himlen'? Det der med at forskønne ting, der er grimme, det holder simpelthen ikke'.

Rosas historie er lang og knudret. Og hun har svært ved at skille de enkelte hændelser fra hinanden. Det første, hun husker, er, at hun som fireårig fandt sin far og ikke kunne vække ham. Derefter har skriget fra moren indprentet sig i hendes erindring. Resten af historien har Rosa fortrængt. Først ti år senere, da søsteren fortalte Rosa, at faderen havde taget sit eget liv, begyndte de grimme billeder at myldre frem. 'Jeg har været virkelig vred på min mor, fordi hun aldrig fortalte mig sandheden. Jeg syntes, det var fejt over for min far - jeg havde da krav på at vide, at han havde det så dårligt', siger hun.

Kaos bag den rå facad

e På efterskolen fik Rosa rollen som den seje og sjove Rosa, der delte smøger ud til kammeraterne og altid var klar til fest. De røg hash, drak sig fulde i guldøl og begyndte at sniffe lightergas. Men inde bag den rå facade var alt kaos. 'Jeg var blevet ligeglad med alting. Ligeglad med min mor, ligeglad med mine venner. Da jeg skar i mig selv, var det for at føle noget. Men det gjorde ikke engang ondt. Dét, jeg skar i, var ikke noget, der var noget værd. Måske gjorde jeg det for at overbevise mig selv om, at jeg var ligegyldig'. I dag kan hun se, at de selvdestruktive handlinger kom som en reaktion på mange års fortrængte følelser. Og at det havde hjulpet, hvis nogen havde talt med hende om hendes oplevelser.

'Selvfølgelig skal forældre være opmærksomme på deres børn. Og min mor skulle have snakket med mig, selvom jeg ikke er i tvivl om, at hun gjorde, hvad hun mente var bedst for mig'. Sporet af den smerte, Rosa Egede oplevede som fireårig, forsvinder nok aldrig helt. Heller ikke, selvom hun i dag kender sandheden. Men at hun ved, hvad der skete, har givet hende mulighed for at komme videre med livet. 'Det har gjort mine handlinger mere legitime', siger hun.

Charlotte Nordell Carlsen er freelancejournalist