Skolen skal ruste elever til at agere i et samfund, hvor det er nødvendigt at finde nye løsninger på uventede problemer. Men der er delte meninger om, hvordan det skal gøres. Professor og skoleforsker Andy Hargreaves gav sit bud på det i slutningen af oktober på Danmarks Pædagogiske Universitet. Han har forsket og undervist i lærerprofession og ledelse i mange år såvel i England som i Norge, Canada og USA. Andy Hargreaves bruger ord som 'videnssamfundet' og 'vidensøkonomi', når han skal karakterisere det samfund, vi lever i. Et samfund, hvor økonomien er baseret på viden, og som derfor lægger afgørende vægt på uddannelse. 'Videnssamfundet forudsætter kreativitet og intelligenser, der kan finde løsninger på uventede problemer. En økonomi, der er baseret på viden, vil være afhængig af, i hvor høj grad medarbejderne er i stand til at udvikle de nye færdigheder, som op- og nedture i økonomien stiller krav til - og som for eksempel Singapore er et godt eksempel på. Det enkelte individs muligheder såvel som vores fælles fremgang og sikkerhed vil afhænge af, om vi kan opnå succes i de vidensbaserede økonomier'. 'Vidensbaserede økonomier er økonomier, som er organiserede omkring behandling af viden og information, ikke kun i teknologisk forstand, men også i forhold til, hvor gode vi er til at fremskaffe viden i organisationerne'. 'Det, vi skal være opmærksomme på, er menneskets evne til at skabe, til at opfinde, til at finde løsninger på uventede problemer, til at dele informationer og viden med hinanden ... med andre ord: til at udvikle og til at betragte intelligens som kollektiv, ikke individuel intelligens. Kollektiv intelligens er en intelligens, der tilhører alle. Ikke de få. En intelligens, der er mangfoldig. Ikke ensidig. En intellig-ens, der er uendelig, ikke fiks og færdig', forklarer Hargreaves.

At håndtere usikkerheden

For Andy Hargreaves er udviklingen af en sådan kollektiv intelligens resultatet af en livslang læring. Ikke desto mindre er den nøgleordet for den forandring, der er brug for inden for uddannelsessystemet i 'utryghedens tidsalder', mener han. Men: 'Problemet er, at den vidensbaserede økonomi skaber lige så mange problemer, som den løser. Fællesskabet er truet af individualismen og forbrugerismen, og de mennesker, der ikke er i stand til at deltage i økonomien, bliver marginaliserede og vender sig mod andre svar såsom religiøs og national fundamentalisme. Så et af de primære mål for skolen og uddannelsessystemet er at hjælpe folk med at håndtere den usikkerhed, den skaber - den økonomiske usikkerhed og utrygheden i forhold til vold og terrorisme. For mig er etablering af fællesskaber, udvikling af værdier og skabelsen af en kosmopolitisk identitet nogle meget afgørende aspekter, når vi taler om dagsordenen for uddannelsesmæssige forandringer', siger Hargreaves.

'Den praksis, vi kender fra skolerne i dag, er stort set den, som blev indført som ny praksis i det 19. århundrede med klasselærere, skema med opdeling i fag, timer og så videre', siger Andy Hargreaves. 'Men forandringer i form af alternative læringsformer, nye forbindelser mellem skole og samfund og så videre kan gå hen og true det sprog, der har eksisteret i vore skoler i årevis. Og når man udvikler ting, der udfordrer skolens grammatik, når man måske aldrig til den fase af et udviklingsprojekt, som handler om at ændre gældende praksis, ikke kun hos de få ildsjæle, men hos for eksempel alle lærere på skolen', siger Hargreaves.

Udfordringer for skoleledelsen

Andy Hargreaves taler om tre stadier i en skoles forandringsproces: Indledningsfasen, implementeringsfasen og institutionaliseringsfasen - den fase, hvor forandringen er blevet en rutinemæssig praksis hos næsten alle lærere. Den sidste fase er langt den sværeste. Dér, hvor det bliver svært, er, når forandringerne skal udbredes til at være en effektiv del af praksis hos både ildsjælene og alle de andre lærere på skolen. Det kræver dét, han kalder 'sustainability', hos ledelsen. Ifølge ordbogen kan 'sustaining' oversættes som 'støttende' eller 'vedvarende', men for Andy Hargreaves har det en yderligere betydning i retning af 'bæredygtig', 'langtidsholdbar' og 'lokalt forankret' ledelse. 'Vi taler om en ledelse, der er ydmyg og beskeden, og som udvikler sin skole under hensyntagen til lokalsamfundet, således at den for eksempel ikke dræner de andre skoler for dygtige lærerkræfter. En ledelse, som fremmer den 'biologiske diversitet' blandt lærerne. Som understøtter lærernes mulighed for at eksperimentere og samarbejde om at fremme en læring, der er til gavn for eleverne, ikke bare her og nu, men på længere sigt. Og som kan skabe forandringer inden for de nuværende resurser. Det er en ledelse, som fremmer en 'sustaining' - langtidsholdbar - læring med en undervisning, som gør eleverne i stand til at deltage aktivt, og som styrker deres kreativitet og evne til at indsamle, skabe og dele viden. En læring, som fremmer sociale og emotionelle kompetencer hos eleverne, så de med tiden kan bidrage til vidensøkonomien og opbygge samfundet i 'utryghedens tid''.

Annette Wiborg er freelancejournalist