Tomhed og afmagt er svære følelser at sætte ord på. Især når man som 15-årig møder op på Frederiksberg Ungdomsrådgivning til en første uforpligtende samtale. Men udtryk som 'det hele er lige meget' og 'jeg orker ikke mere' får hurtigt psykolog Ida Kochs alarmklokker til at ringe. For det er sådan, en stor del af unge med selvmordstanker udtrykker sig.

'Mange af vores yngste klienter på 14-15 år siger, at de hverken føler sig elsket af forældrene eller værdsat af deres kammerater. De føler sig ensomme. En del fortæller, at den dårlige kontakt til voksne skyldes stressede forældre, der ikke har tid til deres børn', fortæller Ida Koch, cand.psych.

Hun pointerer, at ensomheden ikke bunder i få kontakter til voksne, men at børns kontakter i dag generelt er mere overfladiske end for blot få år siden: 'Børn og unge har kvantitativt flere kontakter end før i tiden. De lærer mange mennesker at kende, fordi de flytter mere, skifter skole, får ny stedmor, stedfar og så videre.

Der er mange goddag'er og farvel'er i de unges opvækst, og det kræver faktisk enormt meget råstyrke at komme helskindet igennem'.

Svært at holde masken

Ida Koch peger på en tendens i samfundet, som opdrager unge til at stå sig selv nærmest. 'Du kan, hvad du vil'-mentaliteten får mange børn og unge til at tænke, at det nok er deres egen skyld, hvis de har modgang i skolen, eller hvis forældrene ikke giver dem nok opmærksomhed. Øgede præstationskrav er ifølge Ida Koch en anden vigtig årsag til, at unge får ondt i livet, og at det for nogle ender i selvmord: 'Det er i dag ikke nok, at man som ung er dygtig i skolen. Man skal også have de rigtige venner, gå i det rigtige tøj, virke cool, tjekket og velformuleret. Og når de unge ikke kan holde masken, bliver de hjemme fra skole en dag og melder sig på den måde ud af det sociale liv. Problemet ligger så i, at de svageste elever ikke kun bliver hjemme fra skole, de trækker sig også længere og længere ind i sig selv'. Ida Koch mener, at de nye livsformer har skabt indadvendte handlinger i stedet for udadvendte. For at de selvdestruktive tanker ikke skal ende i handling, er det vigtigt, at signalerne opdages på et tidligt tidspunkt.

Det sidste råb

'Forældre og lærere skal tænde advarselslamperne, hvis de lægger mærke til et barn, der virker trist, opgivende og isolerer sig fra kammeraterne. Nogle børn med selvmordstanker viser også fysiske symptomer som sløvhed - alting foregår i et meget lavt tempo. Andre giver udtryk for tomhed: 'Jeg føler ingenting indeni'. Den er helt gal, hvis barnet gør skade på sig selv', siger psykologen. Hun understreger dog, at selvskadende handlinger som at skære og stikke i sig selv ikke nødvendigvis er en selvmordshandling. Nogle gør det for at komme i kontakt med deres følelser. Det er mere håndgribeligt at have ondt fysisk end psykisk. Men for andre kan det være det sidste skridt før et selvmordsforsøg. 'Selvmord er et råb om hjælp og en måde at gøre sig bemærket på. Men det er vigtigt at pointere, at de børn, der råber om hjælp på denne måde, langtfra er de forkælede børn. Selvmordsforsøget er det mest desperate råb om hjælp - for ofte har der været mange råb, som ikke er blevet hørt', forklarer Ida Koch. En del af de unge, som forsøger selvmord, kommer fra brudte familier og familier med dødsfald, alkoholproblemer eller psykisk sygdom. Nogle har endda nærtstående familiemedlemmer, der har begået selvmord. Det gør den unge yderligere disponeret for selv at gøre det. Det er dog langtfra alle unge, der har forsøgt selvmord, som kommer fra dårligt stillede familier: 'Vi møder også unge, hvis forældre har pakket børnene ind i vat, siden de blev født. Det kan resultere i, at børnene ikke bliver klædt ordentligt på og bliver forskrækkede, når virkeligheden går op for dem'.

Bryd muren af tavshed

'95 procent af alle børns problemer har rod i hjemmet, men det betyder ikke, at det kun er forældrenes ansvar at tackle dem. Lærerne har også til opgave at få øje på signalerne. Ofte vil forældrene ikke kunne rumme det alene, hvis problemerne stammer fra hjemmet. Derfor er det vigtigt, at skolen og forældrene samarbejder i de svære situationer', siger pædagogisk konsulent ved Kræftens Bekæmpelse Per Bøge. Han har i en årrække samarbejdet med landets skoler om at udarbejde sorgplaner, som mange lærere har glæde af, hvis en elev mister et nærtstående familiemedlem. Han har erfaret, at børn, der ikke får bearbejdet en stor sorg i barndommen, kan få problemer senere i livet. Nogle har svært ved at fuldføre en uddannelse, andre har problemer med at få venner. Han har set flere eksempler på børn, der har forsøgt selvmord for at blive genforenet med den afdøde. Når Per Bøge, der er uddannet lærer, rejser rundt i landet og underviser, er det med budskabet: Bryd muren af tavshed!

'Jeg har mødt mange lærere, der er bange for at tale med et barn i krise. Men ved at tale og især lytte til et barn, som tydeligvis er i en svær situation, træder man over den usynlige streg og bryder et tabu. Ofte tror vi, at vi skåner barnet ved ikke at spørge til problemerne, men det er helt forkert. Kald en spade for en spade, og vær ikke bange for at gøre barnet ked af det. Børn i sorg er så kede af det, som de kan blive, men det hjælper at få barnet til at legalisere de svære følelser'.

Vær medmenneske

Psykologen er enig i, at lærerne har et stort ansvar, især fordi de i princippet ser alle børn, hvorimod psykologen kun ser udvalgte børn. Ida Kochs råd til lærerne er: 'De stille elever, som man ikke taler så meget om på lærerværelset, kan være dem, der ikke har det godt. Og husk at være tro mod din egen fornemmelse. Vær ikke bange for at stille spørgsmålet: 'Hvordan har du det egentlig?' De fleste børn vil åbne op for sådan et spørgsmål, og hvis ikke, kan du motivere barnet til at snakke med en anden, det har mere tillid til'. 'Det er ikke en let opgave for lærerne. Men tager du udgangspunkt i at være medmenneske og ikke overmenneske, er du hjulpet et godt stykke på vej. Læreren og pædagogen er så vigtige i børnenes liv, at børnene som regel hellere vil tale med dem end sidde i enrum med en psykolog', vurderer Per Bøge.

cnc

Myter om selvmord

- Mennesker, der taler om selvmord, gør det ikke

Op mod 80 procent af de mennesker, der tager deres eget liv, har fortalt om deres tanker forud for handlingen. Nogle har sagt: 'Det var bedre, hvis jeg ikke var her mere' eller 'Bare jeg var død'. For nogle er det en tom trussel, men ikke altid - derfor skal det tages alvorligt.

- Mennesker, der forsøger at begå selvmord, ønsker at dø

De fleste mennesker, der forsøger selvmord, ønsker ikke at dø. De har et ønske om forandring og at ændre en situation, der synes umulig. Selvmordsforsøg skal derfor opfattes som et råb om hjælp: Det er ikke et forsøg på at gøre en ende på livet, kun på at stoppe smerten.

- At tale om selvmord er at inspirere til det

Mange mennesker taler kun indirekte om deres selvmordstanker. Men der er ikke noget forkert i at spørge personen direkte, om han eller hun går rundt med selvmordstanker. På den måde viser man sin omsorg og er med til at bryde et tabu, og man får mulighed for at hjælpe personen videre.

- Det er kun professionelle, der kan hjælpe selvmordstruede personer

Familie, venner, skolekammerater og kolleger skal ikke vige tilbage for at spørge, hvis de er bekymrede for, om en person går rundt med selvmordstanker. Ofte vil personen opleve, at det faktisk er muligt at tale med andre om den vanskelige situation, og de pårørende kan hjælpe personen til at få professionel hjælp.

- Børn begår ikke selvmord

Selvom det årlige antal af registrerede selvmord blandt børn under 15 år kan tælles på én hånd, er det ikke ensbetydende med, at de ikke forekommer. Nogle selvmordsforsøg blandt børn registreres som 'ulykker' eller 'tvivlstilfælde'. Det skyldes dels forældrenes ønske, dels det faktum, at fagpersoner har svært ved at se i øjnene, at børn kan være så ulykkelige, at de forsøger at tage deres eget liv.

Kilde: Center for Selvmordsforskning