Virkeligheden skal ind i læreruddannelsen

Med den nye læreruddannelseslov bliver der større sammenhæng mellem teori og praksis

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Underviserne på seminarierne skal indstille sig på, at der i fremtiden skal skabes sammenhæng mellem undervisningen på linjefagene efter den nye læreruddannelseslov og skolens praksis, som de studerende vil møde den i deres praktikperioder og efter endt uddannelse. Det siger Bodil Nielsen, lektor ved CVU København og Nordsjælland og medlem af den styregruppe under Undervisningsministeriet, der koordinerer arbejdet med at udarbejde fagmål samt centrale kundskabs- og færdighedsområder for den nye læreruddannelses fag.

Der er nedsat en række underudvalg, der har til opgave at beskrive hvert enkelt fag og område i den nye læreruddannelse, som Folketinget vedtog, lige før det gik på sommerferie.

Fagene bliver naturligvis forskellige, men i udvalgenes kommissorium bliver der lagt stor vægt på, at fagene bliver beskrevet over samme skabelon, så de bliver gennemskuelige og sammenlignelige. Det er den ene bundne opgave.

Den anden er, at fagene skal beskrives, så man kan læse ud af dem, at de indgår i en læreruddannelse. Udvalgene skal derfor »fremhæve professionssigtet i indholds- og målangivelse for både linjefag, fællesfag, herunder de pædagogiske/psykologiske fag, praktik og for kurserne«. De studerende skal tilegne sig en række bestemte kompetencer, fremgår det af kommissoriet. Først og fremmest skal de lære at »opstille og analysere professionsfaglige problemstillinger og handlemuligheder med inddragelse af teori og refleksion over praksis«, og de skal lære at »formulere sig skriftligt og mundtligt om planer for og analyse af undervisning og læring«. I det hele taget skal planlægning af differentieret undervisning, opstilling af mål, evaluering af elevernes faglige udvikling og dialog med elever og forældre være en integreret del af arbejdet med linjefagene.

En bekendtgørelse ventes udsendt midt i december.

Den nye lov om læreruddannelse har nummeret L220 og kan downloades fra Undervisningsministeriets hjemmeside, www.uvm.dk

tha@dlf.org