At læreruddannelsen skal føre frem til et arbejde som lærer, burde ikke være nogen nyhed. Men faktisk mener de studerende på den nuværende uddannelse, at de er alt for dårligt rustet til at udfylde rollen som lærer. De efterlyser redskaber til at få seminariefag og lærerpraksis til at hænge sammen.

»Vi må få nogle værktøjer til, at vi som mennesker kan genindtage klasserummet, opnå autoritet i klasserummet med nogle andre værktøjer«, sammenfatter en studerende på første årgang opgaven. Det fremgår af en interviewundersøgelse af de lærerstuderendes opfattelse af teori og praksis i læreruddannelsen. Undersøgelsen er foretaget af lektor Bodil Nielsen fra CVU København og Nordsjælland, lektorerne Carsten Henningsen og Jens Paulsen fra CVU Sønderjylland samt professor Per Fibæk Laursen fra Danmarks Pædagogiske Universitet.

Undersøgelsen viser, at de studerende bruger begrebet »teori« på mange og til tider overraskende måder. Forskerne medgiver, at begrebet da heller ikke har nogen klar definition, men nogle af de studerende bruger i interviewet ordet i tre forskellige betydninger.

Inspiration til de studerende

Det bør få seminarieunderviserne til at gøre de studerende opmærksomme på, hvordan de selv bruger begrebet, mener Bodil Nielsen, og det er da også formålet med undersøgelsen at inspirere til at gøre noget ved de problemer, som de studerende peger på. Det gælder både i undervisningen på seminariet og praktikskolen.

»De studerende ønsker gennemgående teori og redskaber på tre områder: til at formidle det faglige stof, til at opnå autoritet og sikkerhed i lærerrollen og til at varetage sociale opgaver«, konkluderer Bodil Nielsen på baggrund af hovedtendensen i interviewene.

»Det er også ved hele tiden i undervisningen at stoppe op og reflektere og sige: Fungerer det her i praksis ... Altså, fungerer det her ude i en folkeskoleklasse?« siger en anden førsteårsstuderende, der dog ser teori som noget verdensfjernt, noget, der ikke kan anvendes i praksis. En del af de studerende bruger ordet i denne betydning, blandt andet som en vis kritik af seminarieundervisere, der ikke selv har erfaring med undervisning i folkeskolen.

Mere end bare staldfiduser

Bodil Nielsen foretrækker at betegne det, de studerende efterlyser, som »redskaber«. De studerende synes, at de mangler anvisninger på, hvordan man kan omsætte stoffet fra sit linjefag til en differentieret undervisning i en skoleklasse. Det er ikke udelukkende små fif og staldfiduser, de vil have, for de vil gerne selv skabe deres rolle som underviser. Men de forventer at lære teorier, de kan genkende, når de er i praktik:

»Der er nogle teoretikere, hvor jeg tænker: Orv, den var smart! For det er lige netop det, jeg egentlig gør, og det er rart, at man ligesom tænker: Der er noget der, der hænger sammen«.

Udsagnet er fra en studerende på fjerde årgang og tyder på, at fagets teoretikere faktisk kan bruges til at blive klogere på, hvad der sker i et klasserum. Men Bodil Nielsen mener, at det er påfaldende, hvad de studerende ikke taler om, når talen er om teori kontra praksis:

»For det første er det bestemte læreropgaver og bestemte dimensioner ved undervisning, de studerende fokuserer på og efterspørger redskaber til, mens der er en række andre opgaver og dimensioner, som de ikke har blik for eller ikke er optaget af at få redskaber til at klare. De efterspørger helt overvejende teorier forstået som redskaber, de skal bruge som lærere/praktikanter i selve undervisningssituationen til at klare bestemte dele af denne. De taler om redskaber til formidling af fagligt stof, når de står over for en klasse, eller til at skabe ro, motivation eller lignende. Men de taler for eksempel ikke om evalueringsredskaber, kun glimtvis om planlægningsredskaber, og taler ikke direkte om redskaber til andre undervisnings- og organisationsformer end klasseundervisning«, siger hun.

»Det kan være udtryk for, at der er sider af lærerrollen, som de interviewede ikke er opmærksomme på eller optagede af, og måske for nogles vedkommende en snæver eller usikker opfattelse af læring«.

»Det er markant, at de ikke siger noget om redskaber eller teorier, der kan bruges i undersøgelser af praksis eller til udvikling af praksis. Til at udforske andres eller ens egen undervisning. Det efterspørger de ikke. Her har vi et andet teori/praksis-problem. Og det er klart, at hvis læreruddannelsens teori/praksis-problemer er, at de studerende får for få redskaber til at klare den praktiske undervisning, og at de ikke kan forbinde pædagogiske, psykologiske og samfundsfaglige teorier med praksis, så har vi et problem«, siger Bodil Nielsen, der også finder det tankevækkende, at de studerende på fjerde årgang ikke mener, at de gennem uddannelsen har lært tilstrækkeligt til, at de kan føle sig på sikker grund i det lærerjob, de snart skal ud at bestride.