Hendes første kommentar var positiv. Ingelise Moos udtrykte glæde over, at der bliver opgivet så meget ungdomslitteratur til afgangsprøven frem for tillempet voksenlitteratur. For det er børne- og ungdomslitteraturen, der behandler livets store spørgsmål, mens voksenlitteraturen for det meste kører fast i hverdagsproblemer, mener hun.

Hendes næste kommentar var mere forbeholden.

»Det er slående, at der er så lidt nyere litteratur på listen«, tilføjer Ingelise Moos, der er lektor i dansk ved CVU Storkøbenhavn og forfatter til en række lærebøger.

»Listen« er Folkeskolens optælling af, hvilke titler skolerne i tre tilfældigt udvalgte kommuner har opgivet som »større fiktive værker« til folkeskolens afgangsprøve igennem en periode på fem år.

Den viser, at dansklærerne ikke behøver centrale læseplaner eller rapporter fra ministerielle kanonudvalg for at finde frem til, hvad deres elever skal læse. Hver for sig træffer de deres eget frie valg om, hvilke værker eleverne skal opgive til afgangsprøven i 9. klasse. Og en for en, eller måske i årgangsteam for årgangsteam, beslutter de sig for de samme værker. Af de samme få forfattere.

Der er kun ganske få klasser, der har opgivet klassiske bøger, men det udelukker ikke, at man har beskæftiget sig med de ældre tekster i form af digte, noveller eller uddrag af større værker. Til gengæld er det påfaldende, at der heller ikke er særlig mange af titlerne, der kan betegnes som nyere litteratur. Denne defineres i Undervisningsministeriets hæfte »Prøver, evaluering og undervisning« som noget, der er skrevet, mens eleverne har levet. De, der gik til folkeskolens afgangsprøve i 1999, er født i 1983. Afgangseleverne fra 2003 er født i 1988. Næsten alle de mest populære »større fiktive værker«, som er opgivet, er ældre. Der er nærmere tale om værker fra lærernes egen ungdomstid.

»Det er typisk for ungdomsromaner, at de rammer lige ned i et ungdomsfænomen. Men det holder ikke, hvis lærerne ikke følger med i ungdomskulturen«, siger Ingelise Moos.

»Hvis man læser en bog som Martin og Victoria i dag, er det jo lige før, der skal historiske noter til«.

Hun synes nu ikke, at bøgernes alder er det største problem. Det er indholdet.

»Faghæftet Dansk 95 sætter nogle andre standarder for litterær kvalitet. Her definerer man litteratur som ordkunst. Det særlige sprog. Litteraturforskeren Pil Dahlerup har defineret det meget smukt som eksistentielle problemstillinger i et fiktivt univers, skrevet i et kunstnerisk sprog. Vælger man litteratur efter det kriterium, bliver den æstetiske dimension i danskfaget betonet, som det også er meningen i henhold til faghæftet Fælles Mål for dansk, som er det, der nu gælder«.

En del er ikke litteratur

En del af titlerne på listen vil Ingelise Moos ikke anerkende som litteratur.

»En bog som Min ven Thomas kan ikke komme ind som et godt hovedværk i dansk. Det er for slattent«, mener hun.

»På samme måde er det under al kritik stadig at bruge Hintons Outsideren. Den beskriver ikke aktuelle problematikker i hverken USA eller Danmark. Den er fra 1969, og den er dårligt skrevet. Romanen Fremmed kan godt bruges i en kasse, der omhandler Leif Esper Andersens forfatterskab. Men det er ikke en bog, der formidler noget brugbart om indvandrerproblemer i dagens Danmark. Bluitgens Bomuldens dronning handler om apartheid i Sydafrika, Koplevs Stenrosen handler om det fascistiske kup i Chile, som ligger endnu længere tilbage. Det kan på ingen måde kaldes nyere litteratur«.

Et levn fra fortiden

»Hvis man ikke spørger bøgerne om noget andet end det tematiske, bliver det samfundsfag. Oven i købet dårligt samfundsfag. Sådanne bøger er et levn fra faghæftet Dansk 76, hvor fagsynet var, at litteraturen skulle indgå i tematiske sammenhænge. På den måde blev danskfaget en hjælpedisciplin til samfundsfag«, siger Ingelise Moos.

»Problemet med en bog som Moonie er, at det er en faktionsbog. Det er ikke et skønlitterært værk. Derfor kan den godt være effektiv og indholdsrig inden for et temaarbejde. Det samme gælder for Min ven Thomas, der handler om aids-problematikken. Udmærkede emner at tage op. Men det er ikke litteratur«, siger hun.

»Farlige følelser af Gretelise Holm er en af de bøger, som læseundersøgelserne viser, at eleverne gerne vil læse i deres fritid. Jeg synes ikke, at der er ret meget løft i danskundervisningen, hvis man hovedsagelig tager romaner ind, som hører til fritidssfæren«.

Bøgerne bliver ikke revurderet

Årsagen til, at der hovedsagelig bliver opgivet bøger, som i større eller mindre grad er forældede, tilskriver Ingelise Moos, at de er nemt tilgængelige. Der bliver nemlig sjældent ryddet op til bunds i bogdepoterne, og bøgerne bliver ikke revurderet i forhold til en ny tids krav.

»I mit arbejde som konsulent for nogle kommunale fællessamlinger, efter at Dansk 95 var kommet, fandt jeg ikke bare en masse ældre bøger. Jeg fandt også kartoteker med annoteringer af dem, der ikke var ført ajour, og det gælder stadigvæk. Det er et kæmpe arbejde at gøre det, så det bliver prioriteret lavt. Men resultatet er, at de kartotekskort, som lærerne skal støtte sig til ved valg af litteratur til deres klasser, præsenteres som aktuelle, selv om de er skrevet i en helt anden tid. Man kan finde fire forskellige fagsyn på kortene, afhængigt af hvilke bestemmelser for danskfaget der var gældende, dengang de blev skrevet«.

Lærerne skal stramme sig an

Lærerne skal være meget kritiske, både over for disse annoteringer og over for lektørudtalelserne, der heller ikke bliver ført ajour. Men man kan kun være kritisk, hvis man selv har et solidt fundament. Ingelise Moos opskrift er at læse en børne- eller ungdomsbog om ugen gennem hele sin karriere. På den måde kan vi få veluddannede lærere, der hele tiden prøver at følge med, mener hun. Og det er nødvendigt, at lærerne strammer sig an for at levere en undervisning, der lever op til Fælles Mål og andre kriterier for moderne danskundervisning. Ellers risikerer man, at andre overtager planlægningen.

»Vi kan nemt blive museumsbestyrere i forhold til en kanon, hvis vi ikke kan levere noget mere inspirerende end dette her«, siger hun.

tha@dlf.org

Læs Ingelise Moos forslag til nye 'større fiktive værker' på folkeskolen.dk

Antal af opgivne titler

1. Klaus Lynggaard: Martin og Victoria (1985)1.157

2. Kirsten Holst: Min ven Thomas (1987) 925

3. Bo Green Jensen: Dansen gennem sommeren (1981)39

4. Kim Fupz Aakeson: De gale (1992)374

5. Iben Melbye: Moonie (1988) 345

6. Tove Ditlevsen: Barndommens gade (1943)323

7. Hans Scherfig: Det forsømte forår (1940) 250

8. Gretelise Holm: Farlige følelser (1990) 246

9. Martha Christensen: Tusindfryd (1984) 220

10. William Golding: Fluernes herre (1954) 209

11. Bjarne Reuter: Drengene fra Sct. Petri (1991)168

12. Bjarne Reuter: Når snerlen blomstrer (1983)159

13. Kim Fupz Aakeson: Alting og Ulla Vilstrup (1998)157

14. Bjarne Reuter: Suzanne og Leonard (1980) 146

15. Kirsten Holst: Også om mange år (1981) 136

16. Kim Fupz Aakeson: Englebarnet (1991) 131

17. Morton Rhue: Kan det ske igen? (1981, dansk 1984) 110

18. Bjarne Reuter: Zappa (1977) 88

19. Bente Clod: Englekraft (2000) 76

20. Gretelise Holm: Et hjerte til Maria (1989)73

Folkeskolen har undersøgt, hvilke titler der har været de mest populære at opgive som større fiktive værker gennem fem år. Undersøgelsen er baseret på indberetninger til Undervisningsministeriet, som 25 skoler i Ballerup, Nykøbing Falster og Frederikshavn Kommuner har foretaget i årene 1999-2003. I alt 4.158 elever i 227 klasser i de tre kommuner har været indstillet til folkeskolens afgangsprøve i perioden. Der er kun medtaget 9.-klasser i optællingen.

5.832 af opgivelserne omkring 70 procent var bøger, der befinder sig blandt de 20 mest opgivne.

På syv af de 25 skoler figurerede samme titel i fire ud af de fem år. 17 skoler opgav samme bog i tre ud af fem år.

Lokale forhold og tilfældigheder kan spille ind på visse resultater. For eksempel var Iben Melbyes roman »Moonie« meget læst i Frederikshavn, men næsten ikke i de to andre kommuner. Omvendt var Klaus Lynggaards »Martin og Victoria« især overordentlig populær i Ballerup.

Skolerne har tolket kravet om to større fiktive værker lidt forskelligt. De fleste har opgivet to bøger, men et antal klasser har for eksempel opgivet en bog og en film. Kun bøger er talt med. I ganske få klasser har hver elev lavet individuelle opgivelser. Disse er heller ikke talt med. Derfor er antallet af titler i alt ikke nøjagtig det dobbelte af antallet af elever.

tonny

Se hele listen til højre for denne artikel på folkeskolen.dk