Januar 2010 skal skrives ind i skolehistorien. Den 1. januar kom folkeskolen med i nytårstalen, og i løbet af måneden blev det klart, at folkeskolen som det første institutionelle system fik tildelt to ministre - den ene oven i købet også statsminister. Nu skulle folkeskolen have et eftersyn - endda et, der skulle nå hele vejen rundt - 360 grader.

Specielt folkeskoleloven og alle bekendtgørelser og andre bestemmelser, der kan bremse eller indsnævre lærernes didaktiske muligheder, skal justeres med mindre eller ingen detailstyring. Der skal skabes respekt om lærernes gennem mange år oparbejdede rutine med at tage diagnostiske prøver og test på stort set alle elever. Forældresamarbejdet skal ændres til også at omfatte skolelovens paragraf 1, stykke 2 og 3, så blandt andet elevernes sociale dannelse - også kaldet opdragelseskvalitet - kan komme i fokus i forældresamtaler og på klassemøder. Børn med alvorlige særlige behov skal ikke mere tvangsrummes i de almindelige klasser, men hjælpes radikalt; ligesom deres forældre skal have den nødvendige hjælp til at sikre disse børns velfærd. Lærernes efteruddannelse skal styrkes, og skolelederne skal efteruddannes i pædagogisk autoritativ ledelse og lettes for en række administrative byrder. Konceptpædagogik skal køres på Forbrændingen. Nu skal hver enkelt skole blomstre i den lokale kontekst .

Det er næsten for godt til at være sandt. Og det er det så heller ikke. I begejstringens rus har jeg overhørt, at nytårstalens læseløfte omfattede en ny test, som skal gøre det muligt for lærerne at få bekræftet det, de godt ved i forvejen. At lærerne skal bryde loven og undervise de læsesvage i læsning i andre fags timer. At de nationale testresultater skal offentliggøres (pludselig også anbefalet af andenministeren), så forældre bedre kan udnytte det frie skolevalg til at finde den bedste skole til deres barn. At der skal indføres resultatstyring med markerede krav til objektive målinger af »resultaterne«. At der skal oprettes en »task force«, så man kan fornemme alvoren i eftersynet. Og at det er en gruppe fremtrædende erhvervsfolk i et såkaldt vækstforum, der til slut skal foreslå de nødvendige ændringer i skolen - så den på få år kan komme i OECD's top-fem, målt på Pisa-resultater!

Nu sidder jeg så her og spørger ud i luften: Hvornår får folkeskolen ro? Ikke stagnationens frosne tilstand, nej, den ro, det giver at være fri for uprofessionelle aktørers indblanding i skolens pædagogiske og dannelsesmæssige arbejde med at omsætte skoleloven til handling. Den ro, som adjungeret professor Mogens Hansen så fornemt beskriver i »Værkstedets Skole« som »langsomhedens pædagogik«, og som den amerikanske professor J.S. Bruner beskriver i »Mening i Handling«. Den ro, der ikke kræver »resultater til tiden«, men giver plads til »lærerens lavmælte fortælling som grundlag for elevens tænksomme tilegnelse«, som den danske nestor i pædagogik Holger Henriksen beskriver det i sit lille skrift »Oktober 2002 - om den politiske dannelse«.