Debat

Fagbladet – ja tak

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Efter i snart 30 år at have læst Folkeskolen ugentligt må vi nu konstatere, at det ikke mere er muligt. Tilsyneladende vil man ikke mere levere os vort fagblad. Vi har forgæves prøvet at kontakte foreningen tre gange, men modtager stadig ikke noget blad. Dette har nu stået på i cirka fire måneder. Vi mener ikke at bo helt uden for lands lov og ret, idet posten kommer til vort hus hver dag, og vi har kun cirka en kilometer til nærmeste byskilt. Hvorfor vil man så ikke levere os Folkeskolen? En enkelt gang har vi fundet bladet i et rør oppe ved vejen (vel at mærke naboens rør, idet vi ikke har vores eget i brug). Vi ønsker nemlig ikke at læse hverken reklamer eller fagblade, der er gennemblødte af regn, ej heller at medvirke til det svineri, der ofte ses omkring de pågældende rør. Hvad kan vi forvente fremover? Bladet leveret i vores postkasse? Kontingent som B-medlem? Et ordentligt svar på vores henvendelse (måske lidt naivt)? Eller forventer man, at vi blot skal acceptere at betale fuld kontingent for halv service?

Fordi man bor uden for byskiltet, har man vel stadig krav på at få leveret sit fagblad på sit eget matrikelnummer.

Svar

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Kære Sonja og Svend Aage Jeppesen!

Det er selvfølgelig ikke i orden, at I ikke får Folkeskolen og månedsmagasinet Undervisere.

På grund af et ringere annoncesalg besluttede DLF sidste år at flytte 60.000 af vores 90.000 modtagere fra Post Danmark til Bladkompagniet. Det sparer vi rigtig mange penge på - faktisk omkring to millioner kroner.

Vi slås desværre stadig med store overgangsvanskeligheder. Der er medlemmer og abonnenter, der ikke får bladene, og andre, der får smidt dem i opgangen eller i indkørslen. Men vi er i daglig kontakt med distributionsselskabet. Problemerne skal løses - og bliver løst. Men det tager tid. Og hver gang oplysninger overføres fra vores elektroniske system til distributørens, går der altid mindst to uger, inden modtageren mærker ændringen.

Kirsten Andersen, chef for DLF's medlemsservice

Hanne Birgitte Jørgensen, chefredaktør