I folkeskolens storhedstid indtil 1975, hvor storheden bragtes til fald af politisk/ideologisk kandestøberi, var det fællesskab, hvis indlæringsbefordrende egenskaber pædagoger og politikere i dag uafbrudt henviser til som forsvar for udeltheden, en nok så indlæringsbefordrende faktor, end den er nu. Med de delte klassers homogene fællesskabsstimulerende effekt udvikledes en allerede dengang ønsket evne til analyse af fagligt stof, kreativitet, samarbejdsevne, selvstændighed, initiativ og kritisk stillingtagen sideløbende med den for indlæring nødvendige paratviden, uden at man som nu er nødt til at råbe op om det som undskyldning for en mangelfuld fag-faglig indlæring. Alle de gode, bløde kompetencer udvikledes dengang på solid faglig grund og ikke som nu på videnstom grund. Dengang var de personlige kompetencer en sikker sidegevinst til fag-faglighedens nyttige dominans og ikke som nu noget, man klamrer sig til for at lede tanken væk fra en udpræget og dokumenteret skolefiasko. I dag er fællesskabet degenereret til en fiks idé, fordi den er flyttet fra homogenitetens delte klasser til inhomogenitetens udelte sammensurium. Dengang var fællesskabet en passende og ofte givtig ramme om undervisningen og ikke som nu en forpint undskyldning for et savnet ordentligt indlæringsmiljø og uden tanke for, at der er grænser for, hvad fællesskabet kan holde til i agitationen for udelthedens velsignelser. Det bør faktisk mane til stor skepsis, når blandt andre professor Niels Egelund udråber for alverden, at »det står skrevet med flammeskrift i Pisa-rapporten, at enhedsskolen er god«, uagtet at samme Pisa har placeret os langt nede på den faglige rangliste.