Debat
Har DLF en sprogpolitik?
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
På folkeskolen.dk læste jeg artiklen »Tysklærerne danner egen forening«. Stor er min undren, da formand for organisations- og arbejdsmiljøet i DLF Per Sand Pedersen udtaler følgende: »Generelt er vi ærgerlige over nedprioriteringen af tyskfaget, så hvis der er nogen, der vil kæmpe for det og sørge for, at problemerne kommer frem i lyset, så skal vi ikke stå i vejen for det«. Som sproglærer er man altid glad, når nogen gider interessere sig for fremmedsprogene i grundskolen og læreruddannelsen, men jeg undrer mig over denne sprogpolitiske udtalelse. Af samme grund går jeg ind på DLF's hjemmeside dlf.org for at finde foreningens officielle sprogpolitik i relation til fremmedsprog i grundskolen, men her finder jeg intet.
Mit spørgsmål til formand Anders Bondo Christensen og Per Sand Pedersen er derfor:
Har DLF en vedtaget og offentlig tilgængelig sprogpolitik for fremmedsprog i den danske grundskole? Det har jo stor betydning for sprogfagenes og elevernes trivsel i grundskolen og for linjefagene i læreruddannelsen, om DLF's anbefalinger følger folkeskoleloven og EU-Kommissionens anbefalinger om et mangfoldigt udbud af sprogfag. Eller om der i virkeligheden er tale om sprogpolitiske markeringer i forhold til undervisningsministerium og folketing, der går mod disse anbefalinger?
I håb om hurtigt og uddybende svar.
Svar
Kære Annette Søndergaard Gregersen!
Der er ikke tale om nogen sprogpolitisk markering, der går imod anbefalingerne om et mangfoldigt udbud af sprogfag i grundskolen.
Min hensigt var at udtrykke ærgrelse over, at et tilsyneladende stadig stigende antal elever ikke vælger tysk som tilbudsfag.
Generelt er jeg også uforstående og ærgerlig over, at elever ikke søger bredere i valgfagstilbuddene, herunder andre sprogfag.
Måske en unuanceret »sprogpolitisk« udtalelse fra mig, som er faldet i forbindelse med en anmodning om en samarbejdsaftale fra den nydannede tysklærerforening, der, som du selv, har stor interesse i at fastholde fokus på fremmedsprog i folkeskolens fagrække.
Vi har i DLF ingen formelt vedtaget sprogpolitik, men arbejder for at opnå forståelse for fremmedsprogenes nødvendighed for eleverne i en dansk folkeskole i en globaliseret verden.
Per Sand Pedersen, formand for DLF's organisations- og arbejdsmiljøudvalg