Folkeskolens leder:

Kulør på enhedsskolen

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den udelte enhedsskole er under pres. Flere og flere forældre sætter deres børn i privatskoler med et særpræg, som appellerer lige præcis til dem. De store elever, som er vant til at multitaske og vælge mellem mange muligheder på nettet, vil gå i en skole, som taler til deres særlige interesser og behov.

Den udvikling har folkeskolerne i Fredericia mærket. Men i stedet for at jamre har de gjort noget ved det. Sammen med kommunalbestyrelsen og den lokale lærerkreds har de udviklet skoler med særlige linjer i overbygningen: It, medier, innovation, international linje og naturfag.

Det handler om at bevare den folkeskole, hvor direktørens søn og specialarbejderens datter går i samme klasse. Hvor eleverne lærer demokrati, tolerance og socialt sindelag ved at arbejde sammen med både fagligt topmotiverede klassekammerater og dem, som går mest op i livet efter skoletid. Det er enhedsskolen uovertruffen til.

Men folkeskolens image er nogle steder blevet leverpostejsfarvet og usexet. Det er på tide at finde måder at bevare det særlige ved den danske enhedsskole på og samtidig tage hensyn til, at eleverne og deres forældre lever i en verden under kraftig forandring. Det handler om at bevare elevernes motivation.

»Jo mere vi laver skole sammen med eleverne, jo mere giver de den gas i skolearbejdet«, siger en udviklingskonsulent fra Fredericia. De unge anno 2010 ønsker at opleve, at de har valgmuligheder.

Det er for tidligt at vurdere, om Fredericia lige præcis har fundet det bedste svar på den udfordring. Vil andre lade sig inspirere, er det under alle omstændigheder værd at lægge mærke til nogle vigtige forudsætninger for succes: Der må ikke være økonomisk konkurrence mellem skolerne, lærerne skal føle ejerskab, og de skal have den nødvendige efteruddannelse.

Hanne Birgitte Jørgensen, ansv. chefredaktør, hjo@dlf.org