Lærere skal ikke påtage sig opgaver, de ikke er uddannet til, for det er sundhedsfarligt at stå med udfordringer, man ikke kan løse. Det er budskabet, som hovedstyrelsesmedlem Henrik Billehøj jævnligt rejser rundt i landet med i sin egenskab af formand for DLFs arbejdsmiljøgruppe.

»Stort set alle kredskontorer har kontakt til lærere, der er brudt ned på grund af den stigende rummelighed i folkeskolen. Fordi der i mange klasser sidder børn, der har problemer, og de skaber så problemer for de andre elever og for lærerne. Tidligere har flere af disse elever været ude i specialtilbud, der matcher deres problemer«, siger Henrik Billehøj.

»Det betyder, at lærerne har elever i klasserne, der kræver noget, lærerne ikke kan. Noget, de ikke er uddannet til. Når vi taler om resurser, er det jo både uddannelse, erfaring, tid, penge til materialer og så nogle meget personlige resurser«.

Henrik Billehøj fortæller, at mange lærere gerne vil påtage sig opgaven med problemelever. At de ofte brænder for netop disse elever.

»Når jeg siger, at de ikke skal påtage sig opgaver, de ikke er uddannet til, svarer de, at ingen andre gør det, at barnet har brug for det, at læreren har den bedste kontakt til familien, så derfor er han nødt til at påtage sig opgaven. Men det er der altså andre i en kommune, der er uddannet til. Eventuelt kunne man jo danne et team omkring barnet med flere faggrupper involveret«.

Han oplever tit, at skolelederen kender til problemerne, men at skolen er underlagt stramme økonomiske rammer.

»Det er først og fremmest skoleledelsen, der skal gribe ind over for disse problemer og søge hjælp hos forvaltningen. Ledelsen, tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentant skal tage sig af de sager, men det sker desværre ikke altid. Andre gange er det lærerne, der ikke vil bede om hjælp«.

Ofte går der lang tid, før kredsen hører om problemet, og tit er det så for sent at hjælpe læreren det ender i en langtidssygemelding og en fyring eller revalidering.

Henrik Billehøj har svært ved at forstå, at kommunerne ikke vil indse, at det samfundsmæssigt er meget dyrt at lade stå til.

»Langvarige sygemeldinger og revalideringer er ekstremt dyrt for kommunerne, og hvis ikke kommunen forstår problemet, må man jo gå til Arbejdstilsynet«, mener han.

Salamanca-erklæringen

Henrik Billehøj nævner, at nogle kommuner er smarte og henviser til Salamanca-erklæringen under Unesco, som Danmark tiltrådte i 1994. Salamanca-erklæ-ringen siger blandt andet, at alle, der har særlige behov, skal have adgang til almindelige skoler, og at uddannelsessystemet og uddannelsesforløb skal indrettes, så det tager hensyn til forskellige behov.

»Salamanca-erklæringen er rigtigt tænkt, hvis betingelserne for rummeligheden bare fulgte med. Jeg tror, det er rigtigt, at mange elever har det bedst, hvis de kan blive i nærmiljøet, dog har nogle nu også netop glæde af at komme væk. Det største problem er, at resurserne ikke følger med. Men Salamanca-er-klæringen faldt vældig kærkomment for kommunerne i forhold til deres besparelser, så den henviser de nu til, når de taler om inkluderende og rummelig folkeskole«.

En søgning på google.dk viser, at for eksempel Sorø, Hvidovre, Dragsholm, Næstved, Holbæk, Randers, Frederikshavn og Aalborg Kommuner henviser til Salamanca-erklæringen, når de taler om folkeskole, specialundervisning og rummelighed.

hlauritsen@dlf.org