Læreruddannelsen skal reformeres, skriver regeringen i sit nye regeringsgrundlag, der blev offentliggjort i sidste uge.

En lille, målrettet gruppe sidder allerede i Undervisningsministeriet og skriver på reformen, fortæller ubekræftede rygter.

Nogle iagttagere gætter på, at det blot ender med en revision af den gældende lov. Andre håber på, at læreruddannelsen bliver nedlagt og erstattet af to nye uddannelser en, der retter sig mod de små elever, og en, som retter sig mod de ældste klassetrin.

Snakken går, og det må være på sin plads at kikke nøgternt på læreruddannelsen i historisk og europæisk lys.

Den danske læreruddannelse adskiller sig nemlig fra alle andre landes ved, at den uddannede lærer kan undervise på hele ti klassetrin.

Og den adskiller sig fra de fleste andre landes ved at være ældgammel.

Gammel tradition for læreruddannelse

De nordiske lande har sammen med lande som Frankrig og Østrig en gammel tradition for uddannelse af lærere på seminarier, mens et land som England simpelthen ikke har en læreruddannelse.

»I modsætning til Danmark og Sverige har England ingen tradition for læreruddannelse«, siger Mogens Nielsen, der gennem et langt liv som professor i pædagogik har forsket i læreruddannelse.

»Det har været ret så lemfældigt. Først efter anden verdenskrig blev det sat mere i system, men man var stadig navnlig i Thatcher-perioden i 80erne temmelig skeptisk over for, om en læreruddannelse overhovedet var nødvendig«.

Bachelorer og andre, der har en uddannelse i et fag, er de typiske undervisere i engelske skoler. I dag skal de have et suppleringskursus i didaktik.

Ganske specielt for Danmark er det, at en og samme uddannelse dækker hele skoleforløbet fra 1. klasse til 10.

Det skyldes blandt andet den gamle tradition for at uddanne lærere direkte til folkeskolen.

»Allerede almue-skolelærere forventedes at undervise hele forløbet igennem. Så kom der nogle specielt uddannede lærere ind på bestemte fagområder«, siger Mogens Nielsen.

I Sverige og Finland er der to læreruddannelser, ganske enkelt fordi grundskolen i broderlandene stadig er delt i en lavstadieskole for eleverne til og med 6. klasse og en højstadieskole, der dækker 7. til 10. klasse.

Lærerne på højstadiet har en faglæreruddannelse a la gymnasielærernes cand.mag.-uddannelse, mens uddannelsen til lavstadiet er mere pædagogisk orienteret.

Todelt læreruddannelse

I Danmark blev mellemskolen, der svarer til højstadiet, nedlagt med 1958-skoleloven, men ikke desto mindre rumler der nu tanker i Undervisningsministeriet om at lave en todelt læreruddannelse.

De stammer blandt andet fra et såkaldt »håndpapir«, som en række universitetslærere har afleveret til undervisningsministeren.

Det er ikke hvem som helst. Ganske vist har de ingen pædagogisk ekspertise, men de var formænd for de arbejdsgrupper, der for nylig definerede, hvad kernefagligheden i dansk, matematik, naturfag og fremmedsprog burde være i hele uddannelsessystemet fra 1. klasse til doktorgrad.

Arbejdsgrupperne blev nedsat af ministeriet selv, i Margrethe Vestagers tid, som led i et internationalt projekt om indkredsning af netop kernefaglighed.

Professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Per Fibæk Laursen fraråder imidlertid en deling af læreruddannelsen.

En todelt læreruddannelse er passende i Finland og Sverige, fordi grundskolen er delt i et høj- og lavstadie, påpeger han. Men i Danmark ville en todelt læreruddannelse komme på tværs af den udelte enhedsskole der internationalt er lige så enestående som den brede danske læreruddannelse.

»Det ville ikke alene være ulogisk, når vi nu har en tiårig sammenhængende folkeskole, det ville også give problemer med at få et sammenhængende skoleforløb til at fungere, og det ville give samarbejdsproblemer mellem de to lærergrupper«.

Mellemskolen var en fælles arbejdsmark

Per Fibæk Laursen anfører, at der er indlysende skolehistoriske grunde til, at den danske læreruddannelse spænder over ti klassetrin.

1903-skoleloven indførte således mellemskolen som en forbindelseslinje mellem folkeskole og gymnasium, men for at få projektet til at fungere i virkelighedens verden blev mellemskolen defineret som en såkaldt »fælles arbejdsmark«.

Det betød, at mellemskolen måtte etableres både i folkeskolen og i gymnasieskolen, og at såvel seminarieuddannede folkeskolelærere som universitetsuddannede gymnasielærere derfor kunne undervise på denne fælles arbejdsmark.

I begyndelsen lå de fleste mellemskoler på gymnasierne, men den stærke vækst sprængte simpelthen de gymnasiale rammer, og efterhånden var mellemskolen overvejende en sag for folkeskolen og de seminarieuddannede lærere. Med 1958-skoleloven blev mellemskolen nedlagt.

I Finland forblev højstadiet (altså mellemskolen) derimod på gymnasieskolerne i meget længere tid. Der var ikke den samme vækst i tilgangen til højstadiet, idet det kostede penge at gå dér til op i 1970erne.

Siden har reformer gjort det finske uddannelsessystem gratis som i Danmark, men grundskolen i Finland er altså delt i et højstadie og et lavstadie.

»Den faktiske udvikling, som den nu engang har været i det danske uddannelsessystem, har skabt en klar arbejdsdeling«, fastslår Per Fibæk. På den ene side er der bredt uddannede lærere i folkeskolen og på den anden side faglige specialister i gymnasiet og andre ungdomsuddannelser.

Lærerne værdsætter den brede uddannelse, viser undersøgelser.

»Nogle lærere holder sig til visse klassetrin, mens andre tager hele turen fra 1. til 10. klasse«, siger lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Martin Bayer, der netop har lagt sidste hånd på en undersøgelse af unge læreres arbejdsliv.

»De sætter alle virkelig pris på de muligheder og den frihed, som uddannelsen giver. Fleksibiliteten er også en enorm gevinst for arbejdsgiverne«.

Alligevel vil det nok blive et tema i debatten om en reform, om det er hensigtsmæssigt, at læreruddannelsen dækker det store spænd fra 1. til 10. klasse, mener rektor ved CVU Jelling, Ole Breinholdt. Han er Undervisningsministeriets mand i en arbejdsgruppe i EU om fremtidens læreruddannelse.

»Engang havde vi jo også en specialisering i den danske læreruddannelse; et retningsvalg. Man kunne specialisere sig i små børn eller i store børn eller i specialundervisningsbørn. Men den grendeling forlod man for 20 år siden«, siger han.

»I øjeblikket har vi en specialisering på linjefag, men spørgsmålet er, om vi skal have en specialisering også på det pædagogiske område. Det vil dukke op i debatten, vil jeg gætte på«.

jvolsen@dlf.org