Små seminarier i klemme

De små seminarier er hårdt ramt af faldet i antal studerende

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En række af de små lærerseminarier har ikke fået fyldt deres studiepladser op i de senere år, fordi årgangene er skrumpet ind, og fordi de studerende flokkes om de største uddannelsesbyer. Konsekvensen er færre penge til undervisning, større frafald i løbetaf uddannelsen og udsigt til øget lærermangel i en række områder.

'Nedgangen i antallet af unge har ikke betydet noget tidligere, fordi søgningen til seminarierne har været stigende, men nu kan den mærkes. Seminarierne har samlet mistet 20 procent af de studerende på to år, og i dag er der flere seminarier, der mangler studerende', siger formanden for Seminariernes Rektorforening, Per Frimer-Larsen, Århus Dag- og Aftenseminarium.

Det er ikke nyt, at antallet af unge, der ønsker at studere til lærer, er skævt fordelt. Gennem flere år har søgningen til de store byer været markant større end søgningen til seminarierne på landet. I år har således 51 procent eller 5.493 søgt ind på fem seminarier i København og Århus, mens de 13 seminarier i resten af landet må deles om 5.287 eller 49 procent af ansøgerne.

Når det får negative konsekvenser nu, skyldes det den generelle nedgang i antallet af studerende. Selvom den er slået forskelligt igennem på de enkelte seminarier, så nogle har mistet 20 procent og andre op mod 40 procent af deres ansøgere på få år, er ingen gået ram forbi, og det er de små seminarier, der mærker det hårdest.

Ledige pladser

De store seminarier i byerne havde nemlig fra begyndelsen haft mange ansøgere at give væk af. Det har de små ikke. Konsekvensen er, at flere af dem må optage alle ansøgere, og alligevel har de ledige pladser.

De seks mindste seminarier i Holbæk, Haslev, Ribe, Skårup, Nørre Nissum og Vordingborg samt seminariet i Hjørring, der er lidt større, har haft ledige pladser både i 1999 og i år, og der er ikke noget, der tyder på, at situationen ændrer sig.

'Jeg tror ikke på, at vi kan bryde de studerendes søgemønster', siger rektorformanden. 'Men vi kan forsøge at informere bedre om læreruddannelsen og ad den vej gøre opmærksom på, at den ikke kun handler om at undervise i folkeskolen. Vi kan måske også tagefat på at give uddannelsestilbud til de mennesker, der underviser i folkeskolen uden at have den rigtige uddannelse'.

Vordingborg Seminarium har mistet 27 procent af sine ansøgere på fem år. Det er noget, der kan mærkes. I år venter rektor Gert Fosgerau således, at der bliver to liniehold færre.

'Et enkelt års nedgang slår ikke igennem på læreransættelserne, men fortsætter den i flere år, bliver der færre undervisere. Nedgangen kan også mærkes, ved at der er færre nye lærere til områdets skoler. Derfor har skoler og seminarier fælles interesse i at ændre udviklingen', siger Gert Fosgerau.

Større frafald

En større frafaldsprocent, fordi flere dumper eller forlader uddannelsen i utide, er endnu en konsekvens. Til gengæld er der ingen, der vil sige, at uddannelsernes kvalitet falder, fordi man optager alle ansøgere uanset deres karakterer.

'Størrelsen af en studentereksamen har ikke noget at gøre med, om man bliver en god lærer. Jeg tror ikke på en negativ spiral som følge af færre ansøgere', siger Per Frimer-Larsen.

'Undersøgelser viser, at trivslen er bedre på små uddannelsesinstitutioner, så jeg tror ikke, at lærere fra små seminarier er dårligere end andre. Det vil desuden være politisk ukorrekt at sige noget andet, fordi vi i Danmark har den holdning, at alle uddannelsessteder er lige gode', siger lederen af den koordinerede tilmelding, kontorchef Jakob Lange, Københavns Universitet.

Undervisningsministerens svar på udviklingen har været lovforslaget om CVU'er, centre for videregående uddannelser. Men Jakob Lange tror ikke, virkningen bliver stor.

'De studerende vil ikke komme til at mærke ret meget til CVU'erne, men kommer de til at fungere efter hensigten, kan de måske øge udbuddet af undervisning', siger han.

Ifølge Jakob Lange har den garantikvotient, som en række seminarier har, og som betyder, at ansøgere er sikker på optagelse, hvis de har et bestemt karaktergennemsnit, haft en positiv virkning på tilmeldingerne til de små seminarier.

På www.folkeskolen.dk kan man se tilmeldingstal og karakterkrav for de enkelte seminarier igennem flere år.-Jan Kaare er freelancejournalist

Ledige pladser

Da Undervisningsministeriet sidst opgjorde tallene, var der optaget 4.279 studerende på lærerseminarierne. Ifølge bevillingerne på finansloven kunne seminarierne i år optage 4.800. Forskellen på de to tal skyldes ifølge fuldmægtig Peter Bøcher, Undervisningsministeriet, at der er ledige pladser på en række seminarier. I løbet af anden optagelsesrunde, der ikke er med i ministeriets sidste opgørelse, vil der blive optaget flere studerende de steder, hvor der er ledige pladser. Man ender således med at optage et antal studerende, der i højere grad svarer til det antal studerende, der er bevillinger til.

Årets officielle tilmeldingstal foreligger 1. oktober.

Seminarium

Antal ansøgere

Ledige

i år 2000

pladser

N. Zahle

1.281

Frederiksberg

1.131

Århus Dag- og Aftenseminarium

1.016

Blaagaard

1.038

KDAS

1.027

ja

Silkeborg

743

Aalborg

638

Odense

588

ja

Jelling

535

Hjørring

364

ja

Skive

362

Haderslev

339

Holbæk

325

ja

Haslev

304

ja

Ribe

288

ja

Skårup

307

ja

Nr. Nissum

255

ja

Vordingborg239ja