En tidlig morgen med ruskregn sidst i november kunne man se et mærkeligt syn på skolen: En lang række små børn kom gående med en aflang pakke under den ene arm og et tøjdyr knuget under den anden. Flere af børnene var ledsaget af deres forældre. I døråbningen til klasseværelset standsede de op og stirrede: Deres velkendte klasseværelse var forvandlet. Alle stole og borde stod pænt stablet op langs væggene. Midt på det tomme gulv stod en gammel, polstret lænestol. I det ene hjørne stod to sække.

Da børnene kom ind i lokalet, viste det sig, hvad det var, de havde i de aflange pakker.

For nu rullede de deres soveposer ud og krøb ned i dem. Sovedyrene var stadig med. Nu vinkede alle farvel til deres forældre og rettede blikket mod deres dansklærer.

Hun satte sig i den store, bløde lænestol, satte brillerne på næsen og åbnede roligt den bog, hun havde i hånden. Før hun begyndte at læse, spurgte hun børnene, om de kunne huske aftalen? Alle hovederne nikkede - også tøjdyrenes. Så begyndte hun at læse:

'I eventyrene har heksene altid fjollede sorte hatte på og sorte kapper, og de rider på kosteskafter.

Men dette er ikke et eventyr. Dette handler om rigtige hekse . . .'.

Snart lyttede alle børnene så intenst, at man kunne høre en knappenål falde til gulvet. Da hun havde læst en lille time, åbnede matematiklæreren de to sække, og hvert barn fik en lille pose guf og en juice. Da alle igen lå behageligt, læste hun videre. Børnene lyttede.

Midt på dagen havde de spisepause og det store frikvarter. Tøjdyrene måtte jo ud og have lidt frisk luft. De følte også en voldsom trang til at prøve at svinge i deres lange haler - ligesom musen i bogen.

Efter frikvarteret læste læreren videre. Børnene lyttede, gumlede lidt slik, drak musestille deres juice og var totalt opslugt af de mange indre forestillingsbilleder om den lille dreng, hans vidunderlige mormor og de frygtelige hekse.

Da klokken var 13, gik de over i skolefritidsordningen.

Næste morgen kom de tilbage. Forældrene standsede læreren på gangen og fortalte, at deres børn havde talt og talt om heksene og drengen og mormor og musene, og de kunne næsten ikke vente, til det blev morgen. Og nu var det morgen, og de lå igen i deres soveposer. Alle sovedyrene lå pænt. Og nu, nu åbnede deres lærer den vidunderlige bog og begyndte at læse.

Da denne skoledag var slut, var bogen også slut. Dybe suk lød fra de mange soveposer. Børnene gik mætte og tilfredse hjem.

Kolleger på skolen havde af og til kigget ind ad den lille rude for at se, hvad 2. klasse lavede. De spurgte nu læreren, om de skulle lave en storyline? Eller et praktisk-musisk forløb om bogen. 'Nej', svarede dansklæreren. 'Det er fuldbragt!'

Så satte hun sig op på sin cykel og cyklede fløjtende hjem til sine egne unger.

Da hun den aften tændte sin computer for at forberede næste dags arbejde, kunne man stadig ane et særligt glimt i hendes øjne.

Havde jeg været en lille flue på væggen, så ville jeg have tænkt: Gud ske tak og lov.

Lad højere magter værne om lærerens gerning. De børn vil aldrig nogensinde glemme Roald Dahls vidunderlige bog 'Heksene' og de to dejlige dage i den mørke, blæsende november i 2. klasse.

Dansklæreren hedder Lene Stougaard, og forløbet fandt sted på Islev Skole i Rødovre, november 1999.

Lene Møller er seminarielektor