Et liv delt mellem folkeskolen og Folketinget har overbevist mig om: At det kan lade sig gøre at forandre verden. At ethvert barn udvikler sin personlighed og sin selvstændighed i et samspil med sine omgivelser. At det er eksistentielt vigtigt, at et menneske oplever social anerkendelse i fællesskabet, og at det forudsætter, at fællesskabet giver den enkelte muligheder. At det samme gælder i det internationale fællesskab: Selvstændighed og suverænitet er ikke noget, man har gemt i en kasse i skabet eller bag nogle grænser. Det er noget, man udøver. Det er indflydelse gennem deltagelse. Demokrati er heller ikke bare et sæt spilleregler. Vores folkeskoles kultur er stærkt præget af Hal Kochs opfattelse af demokrati.

Hal Koch skrev i 1945 som svar på titlen på sin bog 'Hvad er demokrati?': 'Det er en tankegang, en livsform, som man først tilegner sig derved, at man lever den igennem i sit allersnævreste private liv, i forhold til familie og naboer, derefter i forholdet udadtil i større kredse, i forhold til landsmænd, og endelig i forholdet til andre nationer - på hvilket sidste punkt verden endnu ikke har set meget til demokratiet'. Men det var også i 1945.

Siden har vi på dette 'sidste punkt' gjort store fremskridt i Europa. Kul- og stålunionen, EF og nu EU er et forsøg på at løse problemer og konflikter, at finde en balance mellem nationale interesser og fælles interesser gennem et demokratisk samarbejde mellem selvstændige og suveræne stater. Alt sammen for at stræbe efter de fælles mål, der binder landene sammen, nemlig: Fred og stabilitet, høj beskæftigelse, socialt ansvarlige velfærdssamfund og en bæredygtig udvikling. Det kræver økonomisk og politisk samarbejde.

Den fælles valuta, euroen, er et middel til at sikre god opførsel og hensyn til hinanden. Den er et middel til at sikre en stabil økonomisk udvikling, hvor valutaerne ikke kan spilles ud mod hinanden gennem 'uhensigtsmæssige' kapitalbevægelser, af den gode grund at der nu er en fælles valuta. Af samme grund kan landene heller ikke 'snyde' sig til at stjæle job fra hinanden gennem 'konkurrerende' devalueringer, som vi oplevede det i 70'erne og i begyndelsen af 90'erne. Alle har lært, at devalueringer kun fører til, at problemerne - gæld og ledighed - vokser. At devalueringer er kortsigtede og usolidariske.

Sagen er jo, at vi gennem samhandel i årtier og med nye teknologiske vilkår er dybt afhængige af hinanden. Vi har brug for at kunne regulere markedskræfterne og imødegå de negative konsekvenser, som følger med globaliseringen. De opgaver kan vi i dag kun løse i fællesskab.

Danmark er fuldt ud med i det økonomiske samarbejde og skal allerede i dag følge alle de regler, som lande med euroen skal, men vi har ikke alle fordelene, og vi har ikke den indflydelse, der følger med, når man deltager i samarbejdet. Vores særlige forbehold og dermed vores særlige 'selvstændighed' betyder, at vi selv skal sikre kronens kurs ved at opføre os endnu mere disciplineret end euro-landene - og nogle gange føre en reelt set unødvendig stram økonomisk politik. Hvis vi er med i euroen, så er kronens kurs ikke en grundopgave, som alle skal tage hensyn til, og så vil vi have et større råderum og kunne koncentrere os om at løse påtrængende opgaver i velfærdssamfundet. Det er blandt andet derfor, at 12 lande har udskiftet deres egne valutaer med euroen.

Som Pia på 14 år skrev til mig: 'Jeg har bare et simpelt spørgsmål: Hvis euroen skal være en fælles mønt, hvorfor skal man så vælge, om man vil have den eller ej? For hvis vi nu antager, at Italien, Tyskland og Spanien vælger, at de ikke vil have euroen, hvad er så fidusen i det?' Godt spørgsmål! Jeg er dybt glad for, at det ikke er de store lande, der sætter sig uden for, og jeg ønsker inderligt, at Danmark vil tage sin del af ansvaret for, at vores fælles Europa kan blive et udelt og helt Europa uden nye skillelinjer. Så Danmark også er med til at udvikle demokratiet mellem nationerne, som Hal Koch ønskede.-Marianne Jelved er lærer og økonomiminister, Det Radikale Venstre