Socialistisk Folkepartis nej til Ømu'en (den økonomiske og monetære union) er ikke et nej til EU. Socialistisk Folkeparti er tilhænger af et tæt europæisk samarbejde, og at Danmark er med helt fremme, når det for eksempel gælder miljø, forbrugerbeskyttelse og udvidelsen med lande fra Central- og Østeuropa. Men der skal være en grænse for, hvad EU kan blande sig i.

Velfærden er et eksempel herpå. Jeg mener, at et nej til Ømu'en er en vigtig forudsætning for, at vi i Danmark kan beholde og videreudvikle vores velfærd ud fra princippet om lighed for alle.

Ømu'en er efter min bedste overbevisning et skridt i den forkerte retning.

Den vil sætte turbo på den politiske unionsudvikling og øge centraliseringen i EU. Når lande får en fælles mønt, øges deres afhængighed af hinanden. De bliver derfor nødt til at interessere sig mere for hinandens økonomier.

Landene vil begynde med at stille større krav til hinanden også på områder, der traditionelt har været nationalt anliggende. Der er en betydelig risiko for, at det på længere sigt fører til en mere centralistisk politisk styring med flere fælles regler.

Det vil sige: Mere politisk union, hvor det blandt andet bliver sværere for landene at indrette deres velfærdssystem, som de selv ønsker det. Hvis vi stemmer nej, vil vi ikke være bundet af de fælles regler på samme måde som de lande, der er med i Ømu'en.

Selvom vi i dag selv kan bestemme vores velfærd, kommer EU-Kommissionen og Den europæiske Centralbank alligevel med en række opfordringer til Danmark. Opfordringer, som hurtigt kan blive til krav og regler, og som vi vil blive bundet af, hvis vi tilslutter os Ømu'en.

For eksempel har Ømu-kommissær Pedro Solbes præsenteret EU-Kommissionens første Ømu-rapport om offentlige finanser. Hovedbudskabet i denne rapport er, at skattetrykket skal sættes ned. Ikke alene i Danmark, men i alle EU-lande - også dem, der i forvejen har et langt lavere skattetryk end Danmark. Lavere skat lyder jo meget godt i sig selv. Problemet er bare, hvor pengene til vores velfærd så skal komme fra?

Nu står Ømu-landene altså over for et krav om finansierede skattelettelser. Det siges da også i rapporten, at lettelserne skal 'matches af tilsvarende nedskæringer i udgifterne'. Og hvor er det så, der skal spares?

EU-Kommissionen har et par konkrete forslag: Arbejdsløshedsunderstøttelse og efterløn (de bruger det mere generelle begreb 'tilbagetrækningsordninger').

Det er alvorlige indgreb i velfærden - og langtfra nok til at betale for en markant nedsættelse af skattetrykket.

Hvad er der så tilbage? Ja, nogle af de store udgiftsposter er folkepension og førtidspension, ældreforsorg, børnepasning, folkeskolen og sygehusene.

Kommissionen har ikke direkte peget på nedskæringer på disse områder, men der er ikke mange andre muligheder for at finansiere skattelettelser.

Efter min mening er det bedst, at vi i Danmark selv tager beslutningerne om, hvor store offentlige udgifter vi vil have, og hvor høje skatterne skal være.

Så kan vi diskutere, om vi skal prioritere skattelettelser eller velfærdsforbedringer. Med et ja til Ømu'en sætter vi os på en glidebane, der ender med, at vi mister en stor del af vores frihed til at vælge.-Villy Søvndal er medlem af Folketinget for Socialistisk Folkeparti