Kritikken er rigtig
Aktuelts chefredaktør er enig i, at meningsmålinger bruges forkert i medierne
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Det er en fejl, hvis vi ikke har fortalt, hvor stor populationen var i meningsmålingen, og en af artiklerne, som vi skrev med baggrund i meningsmålingen, den om at lærere går ind for niveaudeling, burde have været anderledes fremstillet grafisk, så vi havde fået forbeholdene med. Når det er sagt, så synes jeg, at både folkeskoleverdenen og medieverdenen har dramatiseret tallene mere, end vi selv gjorde. Vi laver en hamrende god avis, men selvfølgelig er den ikke pletfri'.
Dagbladet Aktuelts chefredaktør, Kresten Schultz Jørgensen, vil gerne imødekomme kritikken af Aktuelts og PLS Rambølls opinionsundersøgelse om folkeskolen, og han vil også gerne give Søren Risbjerg Thomsen ret på en række andre punkter.
'Jeg deler Risbjergs principielle kritik af den måde, dagspressen bruger meningsmålinger. De burde bruges som inspiration til journalistik, som en analyseform til at afprøve en arbejdshypotese, men desværre bruger mange medier dem som en selvstændig historie. På den måde dramatiserer man løsrevne ting'.
Medieverdenens behov for at sælge sig selv er en af forklaringerne på den forkerte brug af opinionsundersøgelser. En anden er, at man gerne vil gøre det billigt.
Tror du ikke, at medierne tit nøjes med en discountløsning for at spare penge?
'Det er klart et problem. Medierne burde bruge meningsmålinger med større omsorg', siger Kresten Schultz Jørgensen.
Hvordan skal man komme de tvivlsomme opinionsundersøgelser til livs?
'Det er vigtigt at problematisere den måde, de bruges på. Det oplever jeg, at man i stigende grad gør. For eksempel synes jeg, Politiken gør det meget godt, når de, som det har været tilfældet, lader Vilstrup-instituttet kommentere en meningsmåling, samme dag som den bringes. Det skal vi også gøre. Vi skal give læserne en vejledning, en varedeklaration'.j