http://www.Emu.dk har fået en konkurrent
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
www.Dotbot.dk er en webside, der er udarbejdet specielt til børn. Siden er støttet af udviklingsmidler fra Biblioteksstyrelsen og centralbibliotekerne. Siden indeholder webguiden 'Kloge Åge', hvortil børnebibliotekarer fra hele landet finder relevante link på Internettet. Udvælgelseskriteriet for de foreslåede link i guiden er de samme, som bruges ved materialevalget i det fysiske børnebibliotek efter bibliotekslovens bestemmelser. Der er samtidig lagt stor vægt på, at det skal være link, som børn gider bruge, og derfor knap så meget vægt på velmenende voksnes bud på, hvad børn burde interessere sig for på det 'farlige' Net. http://www.dotbot.dk består af følgende sjove kategorier:
'Klatremusen Kitty' er en linksamling for småbørn.
'Mizz Linkz', hvor de seje surfere kan give hinanden tip om gode steder på Nettet. Månedens surfer kan vinde en dotbot t-shirt.
'Kranieknuseren' med en månedlig quiz til kloge hoveder.
'Container Connie', hvor børnene selv anmelder musik, film, spil og bøger samt skriver løgnehistorier. 'Container Connie' har hver måned besøg af en ny gæst, som besvarer spørgsmål.
Dotbot er et glimrende alternativ til Emu, DR's Online eller Disneys børnesider. Det er desuden dejligt befriende, at der er endnu en side, der formidler Net-indhold til børn uden at have kommercielle interesser.
Denne uges NETopNU er skrevet af
Jimmi Hansen og Christian Ravn