Valget den 28. september handler om indflydelse. Euroen er ikke længere en idé, men en realitet. Det kan vi ikke ændre ved et dansk nej. Den politiske virkelighed ved et nej vil være, at de andre lande lytter mindre til os, og at vi får mindre indflydelse, samtidig med at vi stadig vil være helt afhængige af det samarbejde, som vi så har sagt nej til at deltage i. Det er der, valget står, og derfor er spørgsmålet den 28. september så enkelt: Det handler om indflydelse.

Da de danske forbehold blev formuleret, var der mange, som tvivlede på, om den fælles valuta nogensinde ville blive realiseret. I dag har 11 lande etableret et mere forpligtende samarbejde, det såkaldte euro-11-samarbejde. Udviklingen har vist, at euro-11 får stadig større betydning, og at Danmark mister mere indflydelse, end vi kunne forudse tilbage i marts 1998. Det vil fortsætte. I euro-11 træffes der beslutninger, som påvirker Danmarks fremtid. Beslutninger, som Danmark i dag ikke har indflydelse på. Hvis vi skal have indflydelse på disse beslutninger, skal vi være med til de forudgående diskussioner i det tætte samarbejde. Vi skal ikke bare have at vide, hvad de andre har besluttet. Vi skal være med til drøftelserne og til beslutningerne. Derfor må vi af med vores forbehold til Ømu'ens (den økonomiske monetære union) fælles valuta.

Danmark går ikke bankerot, hvis vi siger nej til euroen. Men der er ikke en eneste af de farer og udfordringer, man kan se foran sig, som vil blive mindre, hvis vi siger nej. Vores afhængighed af den økonomiske udvikling i Europa og udfordringerne ved den øgede globalisering kan vi ikke stå alene med.

EU-samarbejdet er Europas eneste mulige svar på de negative sider af globaliseringen. Samtidig åbner globaliseringen uanede muligheder, hvis vi forstår at tøjle udviklingen. Både økonomisk og politisk. Med euro-samarbejdet får vi en europæisk stemme, der i kraft af sin økonomiske fælles styrke og baseret på de europæiske idealer om fællesskab, velfærd og ansvar meget stærkere kan præge spillereglerne for en global verden. Europa har vist, at tryghed for det enkelte menneske og konkurrenceevne på markedet ikke er hinandens modsætninger. Vi har et ansvar for, at det europæiske værdigrundlag kommer til at spille en rolle på globalt plan i det 21. århundrede.

Integration og selvstændighed er ikke modsætninger. EU er en unik konstruktion. Et samarbejde mellem 15 suveræne stater - nationalstater. At der er tale om et samarbejde mellem suveræne stater betyder, at samarbejdet i EU kun udvikler sig i forhold til, hvor meget landene vil gå med til. Hver eneste ændring i det europæiske samarbejde kommer af traktatændringer, som alle statsministre skal være enige om. Udviklingen er simpelthen begrundet i, om de 15 lande kan blive enige om ændringer. Forholdet i velfærdssamfundet, herunder folkeskoler, sygehuse og plejehjem, er et nationalt anliggende og kan kun ændres, hvis samtlige statsministre synes, at det er en god ide. Der er ingen usynlig kraft i Bruxelles, der bestemmer. De 15 lande bestemmer udviklingen og tempoet.

For mig at se er euroen en naturlig konsekvens af det indre marked og en videreudvikling af det europæiske samarbejde, som Danmark fortsat skal være med i. Vi står til at opnå indflydelse på et område, hvis beslutninger har afgørende betydning for Danmarks økonomiske velfærd og for den fortsatte udvikling i Europa. Det opnår vi kun, hvis vi engagerer os ligeværdigt i samarbejdet.-Ritt Bjerregaard er lærer

og fødevareminister, Socialdemokratiet