Den 6. februar 1995 talte jeg med en intelligent og venlig dreng, der gik i 1. klasse. Han beskrev - fuldstændigt og præcist - hvordan det er at lære at læse: 'Det er svært! Det synes jeg altså. Jeg kan alle bogstaverne, men to af dem, b og d, de er svære. Jeg kan ikke huske forskel på dem. Nu er vi snart færdige med den første læsebog. Det er jeg glad for, for den er lidt kedelig. Vi får snart den næste. Den handler vistnok om drager. Og det bliver spændende, tror jeg. Lissom i Brødrene Løvehjerte'. Så snakkede vi lidt om, at der er nogle ting, det tager lang tid at lære. For eksempel at tale engelsk, at gå, at tale og at spille på violin. Drengen udbrød så: 'Det er lissom min lillesøster. Hun var jo flere år om at lære at snakke rent!'

Hvordan hjælper vi børnene til at holde ud, at der går så lang tid, før man læser nogenlunde ubesværet? For det er jo en meget stor opgave at lære at læse. Det kræver mange timer om ugen i flere år, før man kan læse almindelige tekster, der ikke tager særlige hensyn til begynderen. Derfor er det en nærliggende risiko i den første læseundervisning, at man mister modet og giver op. Og hvis barnet først giver op, så opnår det ikke den øvelse, der er en forudsætning for at lære at læse flydende.

Med det for øje er det vigtigt at gøre det muligt for børn at lære skriftsystemet lidt efter lidt, så de først lærer det lette og mest brugbare. Så kan de lettere lære det komplicerede senere hen. Det er således en fordel, hvis børnene hurtigst muligt lærer at bruge de enkleste forbindelser mellem bogstav og lyd, som kan bruges med godt udbytte, når de læser videre på egen hånd. Derfor er det afgørende, at man fra starten kan tilbyde børnene sammenhængende historier, hvis sprog udvikler sig i takt med bogstavgennemgangen. På den måde kan børnene erfare, at det, de har lært, kan bruges, selv om de langfra kan læse hvad som helst. Nyere undersøgelser af blandt andre amerikaneren Jeanne Chall har vist, at børn, der fra begyndelsen anvender de lærte skrifttegn til rigtig tekstlæsning, hurtigere bliver dygtige til at læse.

Desværre er der i Danmark mangel på materialer med denne takt mellem bogstavgennemgang og en læsebog med en spændende, sammenhængende historie. I de fleste begyndersystemer skal børnene enten lære mange ord udenad (gættelæsning) eller også lære bogstaverne og en række løsrevne ord og sætninger i fire-seks måneder, før de får rigtige historier at læse.

Den dag, jeg talte med drengen - den 6. februar 1995 - besluttede jeg at prøve at udforme et materiale, der kunne råde bod på denne mangel. Det skulle vise sig at være en krævende beslutning. Først nu kan materialerne tages i brug, og jeg er spændt på at følge de mange 1.-klasser landet over, der bruger 'Nisserne i Ådal' i år: Vil det glæde børnene, at læsebogens eventyrlige univers er med fra det første bogstav? Vil den systematiske opbygning hjælpe dem til hurtigere 'at knække koden'?

God selvstændig læsning er det nødvendige værktøj til at erhverve sig kundskab. Men ingen tilegner sig god læsefærdighed uden omfattende daglige øvelser. Giv børnene i 1. klasse ro det første halve år til at samle sig om den vigtigste færdighed, de nogensinde skal lære i skolen. Man skal bruge mindst to timer hver dag på læsning - på at lære sig færdigheden og på at opleve den (højt)læsning, der kan glæde og styrke sjælen.

Lene Møller er seminarielektor