Krise før engelsk skolestart
Skolerne i England og Wales mangler tusinder af lærere
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Surrey er et af de rigeste amter i Storbritannien. Men det idylliske grevskab syd for London er samtidig så fattigt på lærere, at der på en række skoler hersker krisestemning. Her få uger inden det nye skoleårs begyndelse advarer amtets myndigheder om, at der ikke er personale nok til at undervise eleverne på fuld tid.
'Det kan blive nødvendigt at foretage ændringer i den måde, undervisningen er organiseret på, i antallet af fag og endog i skoleugens længde. Jeg vil nødig være en dommedagsprofet, men jeg ønsker at være åben og realistisk over for forældrene', skrev Surreys skoledirektør, Paul Gray, for nylig i et brev til amtets forældre, hvori han betegnede lærermanglen som 'den værste, jeg nogensinde har oplevet'.
Hans advarende ord blev i denne uge underbygget af dagbladet The Independent, der i en undersøgelse af forholdene på landets skoler konstaterede, at Surrey i øjeblikket mangler 330 lærere. Også i en række andre amter i det sydøstlige England står det slemt til - for eksempel har Kent og Essex op mod 200 ledige lærerjob hver.
I alt mangler de 168 skoledistrikter i England og Wales omkring 4.600 lærere, vurderer avisen.
Viceundervisningsminister Stephen Timms har sommeren igennem nok så optimistisk forudset, at de mange ledige job ville blive besat inden skolestarten, men selv han er begyndt at trække i land.
Regeringen har forsøgt at bekæmpe lærermanglen ved at lokke med højere lønninger, og i øjeblikket arbejder den på en hjælpepakke i milliardklassen til offentligt ansatte - som lærere, sygeplejersker og politifolk - der har svært ved at overskue de uhyggeligt høje boligudgifter i det sydøstlige England, hvor en stor del af lærermangelen er koncentreret. Mange har ganske enkelt ikke råd til at bosætte sig i et amt som Surrey, hvis huspriser er blandt de højeste i Storbritannien.
Er privatøkonomiske forhold en nok så vigtig forklaring på lærermanglen i det sydøstlige England, så er der også andre faktorer, der skaber krisestemning på landsplan. Næsten halvdelen af de adspurgte lærere erklærede i en nylig offentliggjort meningsmåling, at de må døje med grovheder eller ligefrem overgreb fra elevernes side, og en stor del af dem anfører netop dårlig opførsel som en væsentlig grund til deres utilfredshed med jobbet. De klager også over arbejdsbyrden, bureaukrati, manglende kollegial støtte og utilstrækkelige faciliteter på skolerne.
Ifølge undersøgelsen overvejer en tredjedel af de statsansatte lærere at skifte til den private sektor. Hele 58 procent går med tanker om at skifte profession, og en ud af fire er fast besluttet på at forlade lærergerningen i løbet af de næste fem år.-Kim Wiesener er freelancejournalist bosat i London