Sig, han skal lade være med at slå.Lærer Sven Hejgaard har knap stukket hovedet ud på gangen, før en lille dreng råber til ham.

'Du skal selv sige det', svarer han opmærksomt. De tre små drenge kigger på hinanden og vrider sig. Sven Hejgaard går hen til dem. 'Men I skal lade være', siger han og slipper dem ikke med blikket. 'Er det okay?' De nikker, og så fortsætter legen.

Sven Hejgaard har været lærer på Vejlby Skole ved Århus i 30 år, og han arbejder for at gøre den mobningsfri. Tallene siger, at det går godt. Kun syv procent af eleverne føler sig mobbede ifølge spørgeskemaer. Sven Hejgaard mener, at det er for meget, selv om landsgennemsnittet ifølge Børnerådets undersøgelse fra 1999 ligger på 25 procent.

'Vi vil fanden gale mig stoppe den mobning. Og vi gør det'. Et slag i håndfladen understreger, at han mener, hvad han siger.

Det tavse flertal

Men mobningen kan være svær for lærerne at få øje på. Derfor skal de have fat i de elever, som ikke er direkte involverede, men som ser det ske.

'Vi har arbejdet meget med at gøre det legalt at tale om mobning. Eleverne skal sige fra, og metoden kan være afhængig af modet. Hvis man ikke vil sige det på et klassemøde, er det okay at komme og hive fat i mit ærme', fortæller Sven Hejgaard. Og måske er det netop det manglende mod, der er problemet.

I hvert fald viser skolens seneste undersøgelse, at kun en fjerdedel af eleverne prøver at afhjælpe problemet, hvis en anden bliver mobbet. Det er for lidt, mener Sven Hejgaard. 'Nu skal vi have fat i 'det tavse flertal''.

Den analyse er Mathilde Holmbjerg Bangsgaard fra 9. klasse enig i.

'Det er dem, der ser mobning, der bør gribe ind. De, der bliver mobbet, har sjældent mod til at sige det selv', siger hun og fortsætter, 'men man skal også have meget selvtillid for at kunne sige til en lærer, at en anden bliver mobbet. Man er bange for også selv at ryge over og blive mobbet'.

Mathilde ligner en med selvtillid. Hendes lyseblå øjne ser fast fremad, mens hun kommer med forslag.

'Lærerne bør tale med 'de tavse' i klasserne. De skal koncentrere sig om dem, der ikke er med til at mobbe. Hvis man er mange sammen, der ikke synes, at mobning er i orden, er det lettere at gribe ind', slår hun fast.

I hver klasse har eleverne udviklet et sæt 'spilleregler' for at sætte ord på, hvordan de skal forholde sig til hinanden. I 7.b står der blandt andet: 'Vi vil have, at STOP betyder STOP' og 'Vi vil udtrykke vores følelser og meninger'. Eleverne har også skrevet, at de vil blande sig i mobning for at hjælpe og hente hjælp hos de voksne. Men dét, at reglerne er skrevet ned, betyder ikke, at de bliver håndhævet af eleverne.

'Spillereglerne hjælper ikke. Det er altså ikke noget, vi går og banker hinanden i hovedet med. Det er bare et stykke papir. Vi tænker ikke over dem i hverdagen', siger Mathilde Holmbjerg Bangsgaard, men hun tilføjer eftertænksomt, at de alligevel er gode, fordi processen med at lave dem skaber bevidsthed omkring problemet. Det får eleverne til at tale sammen, og det er vigtigt, fordi den enkelte skal føle et ansvar for at opføre sig ordentligt over for andre. Ellers kommer man ingen vegne.

'Jeg tror da ikke, der findes ret mange, der bryder sig om at se andre blive mobbet', påpeger hun, men selv om hun synes, det er blevet nemmere at gribe ind, fordi lærerne er blevet bedre til at følge op på tingene, mener hun stadig, det kræver arbejde.

Fastlåste roller

Mathildes klasse har haft Sven Hejgaard, siden de var helt små. Han har været meget opmærksom på at tale med dem om følelser og gøre det legitimt at 'sladre' om mobning. I dag er klassen helt mobningsfri, og Mathilde kan ikke huske, at der nogensinde har været vedvarende problemer. Hun ved, at der foregår mobning i andre klasser, og hun siger, at når mønstrene først er dannet, sidder de fast.

'Mønstrene skal opdages helt fra begyndelsen, ellers er de for svære at lave om på. Man skal sandsynligvis have fat i børnene, mens de er helt små, ligesom Sven gjorde med os. Tingene skal bearbejdes, før rollerne er fastlåst. Hvis man for eksempel først bliver mobbet, skal der næsten et skoleskift til. Det er i hvert fald svært at falde ind i en almindelig rolle igen. Man har jo mistet tilliden til dem, der mobber'.

Den situation kan Christina nikke genkendende til. Hun har flere gange overvejet at skifte skole, men nu hvor hun går i 8. klasse, synes hun, det er for sent. Hun er blevet mobbet siden femte klasse, hvor tre klasser blev slået sammen til to. Hendes veninder begyndte at gå med de nye piger i klassen, og tre nye drenge var konstant efter Christina.

'Det var ikke sjovt. Alle var ude efter én. Jeg blev tit gjort til grin, når jeg sagde noget, og jeg blev mere og mere alene i klassen', husker hun.

Sætningerne er tøvende, og øjnene er svære at holde fast. Hun fniser lidt og strammer hestehalen.

'I 7. klasse prøvede jeg at tale med læreren om det, men jeg var bange for, at de andre skulle blive sure, og at det så blev endnu værre. I øvrigt blev jeg tit afbrudt, når jeg prøvede at tage det op', siger hun.

Hun tror aldrig, at klassen bliver helt mobningsfri, og hun ved ikke, hvor meget mere hun gider fortælle læreren. Hun synes alligevel ikke, det hjælper så meget.

Men det er blevet bedre med mobningen. Alligevel har Christina det ikke helt godt, når hun skal i skole. Hun prøver at lade være med at blive sur og hidsig, men hun kan ikke altid lade være med at svare igen. For eksempel synes hun, at det er irriterende, at klassen larmer så meget i engelsktimerne, for dem kan hun godt lide, og hun vil gerne lære noget, men det er ikke 'smart', hvis man laver sine ting og gerne vil høre efter i timerne.

'Så siger de andre, at jeg skal holde kæft og blande mig udenom, og at jeg er en duks'. Hun kigger ned i jorden.

Ligeglad med klassen

Christina har oplevet på sin egen krop, hvordan det er, når der ikke er nogen, der griber ind.

'De andre blander sig ikke, når jeg bliver mobbet. De tænker nok, at det klarer jeg selv, eller at det går over. Pigerne har faktisk talt sammen og aftalt at hjælpe hinanden, når drengene mobbede, men det blev aldrig til noget'.

Nu tænker hun, at hun sikkert gik og gemte problemerne for lang tid inden i sig selv, men det var svært at få sagt. Hun var bange for, at det skulle blive endnu værre, hvis hun sagde noget. Da klassen så fandt ud af, hvor dårligt hun havde det, blev de chokerede.

'Der var faktisk en pige, der kom over og sagde undskyld. Hun vidste ikke, at jeg havde det så dårligt, men et par dage efter var det det samme', fortæller hun.

Christina er stadig ikke med til nogen af de sociale arrangementer uden for skoletiden, men nu har hun besluttet sig for at være ligeglad med dem fra klassen. Der er ikke så lang tid tilbage af folkeskolen, og hun har alle sine venner, der hvor hun går til svømning. Ved tanken om vennerne smiler hun.

Projektet med at gøre skolen mobningsfri synes Christina er en okay ide.

'Det har ikke betydet så meget for mig, men det kan godt være, det bliver anderledes for de små nye'.

I alt er der fem klasser på Vejlby Skole, der selv har besluttet at være mobningsfri. Når undervisningsminister Margrethe Vestager besøger skolen den 24. august i anledningen af toåret for projektet, skal alle klasser erklæres mobningsfri, og eleverne skal skrive under, uanset hvad de selv synes.

'Vi spørger ikke eleverne, om de vil være mobningsfri. Vi tvinger det igennem, for vi vil være fri for mobning', siger Sven Hejgaard med et smil.-

Faktaboks Projekt

'Mobningsfri Skole' på Vejlby Skole har løbet over to år. Der er fra næste år tre tovholdere. Det er lærere der ud over deres undervisning har 40 skemafri timer til at varetage projektet

Baggrunden for projektet er en henvendelse fra en 9. klasse, der i projektopgaven havde arbejdet med emnet vold.

Tovholderne har udviklet en 'værktøjskasse', som er en materialesamling, der kan bruges i undervisningen til at forebygge mobning.

Skolen har en forebyggelsesplan og en aktionsplan:

Forebyggelse:

- Alle klasser er forpligtede til at have fokus på og arbejde med elevernes sociale kompetencer samt på klassens liv og tryghed. Idéer til arbejdet kan hentes i skolens 'værktøjskasse'.

- Venskabsklasseordning. Skolens klasser sættes sammen to og to for at være hinandens venskabsklasser. (Idéen er at få de gode intentioner fra en mobningsfri 9. klasse til at smitte af på de små).

- Alle klasser udarbejder egne spilleregler imod mobning for bedre trivsel.

Aktion:

- Klasselærerne taler med de involverede parter enkeltvis/samlet.

- Episoden tages op på et møde, hvor klassen/klasserne aftaler en reaktion. De involverede lærere, pædagoger og forældre informeres.

- Forældrene til de involverede og skolens ledelse inddrages i løsningen.

- Skolepsykologen kan inddrages i løsningen.

- Der indsendes en underretningssag til socialforvaltningen.

(Skolen er aldrig nået længere end til punkt et. Det er det præventive arbejde, der er det afgørende)

Christinas efternavn fjernet 5/2-2010 efter hendes ønske