Når en lærer skal agere i praksis, er det hverken elementer fra hans eller hendes uddannelse på seminariet, kollegiale erfaringer eller arbejdsmæssige rammer, der spiller den største rolle. Afgørende er den personlige ballast.

»En væsentlig forklaring er, at man forholder sig intuitivt, når man står over for en gruppe børn eller for den sags skyld voksne. Så begynder man ikke at tænkte over, hvad man har lært af teori. I den umiddelbare reaktion bruger man sin erindring og historiske ballast, altså den person, man er«, siger uddannelsesleder Andreas Rasch-Christensen, Skive Seminarium.

Han har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling sat sig ind i den begrænsede forskning i læreruddannelse i Danmark og en række andre lande.

Konklusionen er klar: Den formelle uddannelse spiller ikke den centrale rolle, som man skulle tro.

Bliver for lidt bevidstgjort

Hvis man spørger lærerstuderende, hvordan de forestiller sig, at de vil agere som lærere i for eksempel et fag som historie, så bruger de i stort omfang den historieundervisning, som de selv har været igennem.

»Eller de refererer til den historieformidling, som de har oplevet i deres familie for eksempel i samværet med bedsteforældre eller ved besøg på museer. De bruger ikke de formaliserede studieforløb, som de har været igennem«, siger Andreas Rasch-Christensen

I forbindelse med sin forskning har Andreas Rasch-Christensen interviewet en række lærerstuderende. Resultatet ligger i tråd med forskningsresultaterne.

»Forklaringen på, at lærere i ringe grad bruger det, som de lærer gennem deres uddannelse, er formentlig, at seminariet bevidstgør de studerende alt for lidt om, hvad de bruger som grundlag, når de tilrettelægger og gennemfører undervisning. Først når den formelle uddannelse tager fat her, kan den perspektivere og kvalificere det, som man kan kalde de studerendes egen livshistorie, altså den personlige erfaring, som spiller en stor rolle for, hvordan de underviser«, siger Andreas Rasch-Christensen.

»Forskellen er markant i forhold til andre professioner såsom pædagoger og læger. De grupper peger på, at deres forudgående uddannelser betyder meget for deres job. Lærere benytter sig selvsagt af deres linjefaglige matematikuddannelse, når de planlægger og gennemfører matematikundervisning. Men hvis de kan huske, at historieundervisning blev interessant, ved at læreren i deres egen skoletid var en levende fortæller, eller ved at de arbejdede med slægtstavler, så spiller det en stor rolle for deres egen undervisningsplanlægning og gennemførelse. I det hele taget er personlige forhold og livsbaner betydningsfulde for, hvordan man agerer som lærer«.

Inddrag deres baggrund

Andreas Rasch-Christensen mener, at enhver form for læreruddannelse har en stor udfordring i form af at inddrage de studerendes baggrund og deres praktiske erfaringer.

»Når de lærerstuderende mener, at deres vikararbejde i folkeskoler eller fritidsjob i den lokale sportsklub har langt større værdi end deres studium, så er det udtryk for, at læreruddannelsen har alvorlige problemer. Den danske læreruddannelses egen selvforståelse har altid været, at kombinationen mellem linjefag, pædagogiske fag og praktik bedst muligt ruster de studerende til deres kommende job som skolelærere. Men de studerende oplever ikke selv, at der eksisterer en sammenhæng mellem teori og praksis, mellem uddannelse og profession. Det, de efterspørger, tilbydes ikke i uddannelsesforløbene«.

Spørger man de studerende, så er deres uddannelse for teoretisk. Den slører blikket for de autentiske læreropgaver. Der er for meget »Howard Gardners mange intelligenser« og »Wolfgang Klafkis kategoriale dannelse«, og der er for lidt folkeskole.

Derfor støder de i praktikperioderne på mange udfordringer, som de har vanskeligt ved at håndtere. Hvordan løser de konflikter mellem elever og mellem lærer og elever? Hvordan afholdes skole-hjem-samtaler? Hvordan skaffer de ro? Hvordan gennemfører de undervisningsdifferentiering? Den slags opgaver leverer deres uddannelse ikke konkrete redskaber til at takle.

Ingen institutionel løsning

Har seminarierne spillet fallit?

Nej, mener Andreas Rasch-Christensen. Problemstillingen er den samme i de mange lande, der har læreruddannelserne placeret på universiteter. Selv den finske læreruddannelse, som så ofte bruges som forbillede, mener ikke at have fundet en tilfredsstillende model for uddannelse af deres lærere. Tværtimod synes der i det finske undervisningsministerium at være en bred opfattelse af, at man burde efterligne den danske seminariemodel. Også i Tyskland er man på vej væk fra universitetsmodellen over mod faghøjskoler.

»Der er ikke nogen institutionel løsning«, siger uddannelseslederen, »i alt fald ikke en, der flytter læreruddannelserne længere væk fra de skoler, hvor de skal i praktik. Løsningen er i stigende omfang at forankre læreruddannelsen i den viden, der er relevant for uddannelsen og folkeskolelærerjobbet. Det handler om at inddrage den personlige livshistorie i uddannelsen, så de studerende får indsigt i, hvad der påvirker deres egne lærerprocesser, og hvordan de kan forfines, nuanceres og perspektiveres gennem uddannelsens aktiviteter«.

Hvordan gør man det? Svaret kan være at koncentrere flere af læreruddannelsens aktiviteter omkring de oplevelser, studerende har med sig fra praksis og praktikforløb, og ved at give dem redskaber til at bearbejde disse oplevelser. Det kan ske ved at lade læreruddannelsens udviklings- og forskningsprojekter foregå i et tættere samspil med folkeskolerne og i større omfang involvere de studerende.

Ikke nogen dårlig lov

»Lærerstudiet er et professionsbachelorstudium, men frem for at lade lærerstuderende udarbejde videnskabelige og akademiske skrivebordsopgaver, burde opgaverne tage udgangspunkt i konkrete folkeskoleprojekter. En gruppe studerende kunne hjælpe en folkeskole med at gennemføre et rollespilsprojekt og samtidig undersøge, om rollespil er en hensigtsmæssig arbejdsform. Lærerstuderende skal opøve færdigheder i, hvordan folkeskoleundervisning skal iagttages, hvordan elevprodukter kan analyseres, og hvordan erfaringer fra folkeskolen kan nedfældes og bearbejdes«.

Den nyeste udgave af lov om læreruddannelse har fat i noget af det rigtige, fordi praktikken er gjort til et omdrejningspunkt. Det er derfor uretfærdigt at karakterisere loven som uambitiøs og utilstrækkelig, sådan som det er sket i den offentlige debat.

»Loven medtager på en række områder nogle resultater fra undersøgelser af, hvad der kan kvalificere lærerstuderendes studieprocesser, og den har som hovedformål at gøre de studerendes praktikperioder og seminariernes samarbejde med folkeskolerne til kernepunkter. Derfor kan den være et godt udgangspunkt for at forbedre læreruddannelsen«, siger uddannelseslederen.