Skolepsykologerne halser hele tiden bagefter. Efterspørgslen er så stor, at der nogle steder er et års ventetid hos Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR), viser en ny undersøgelse. Mange børn får alt for sent hjælp og kommer endnu længere ud i tovene, mens de gør livet surt for alt og alle omkring sig.

Hos næsten halvdelen af kommunerne varer det mindst to måneder at komme igennem køen. I Ikast-Brande Kommune kan børn, der henvises i dag, tidligst blive undersøgt til februar.

»Vi får 10-15 nye henvendelser om ugen, men vi tager kun akutte sager ind med det samme. Det kan være en elev, som har haft et dødsfald i familien, eller piger, som snitter sig. Alle andre kommer på venteliste«, fortæller ledende skolepsykolog Kirsten Damkier.

Der er stor forskel på, hvordan rådgivningerne er normerede rundt om i landet. Antallet af psykologer varierer fra under en til tæt på fem per 10.000 indbyggere. Ikast-Brande hører til i den dårlige ende, og det fik i foråret tre ud af fem psykologer til at forlade deres job.

»Den ene sagde direkte, at han ikke kunne få arbejdet i PPR til at passe med sit privatliv, og jeg er ikke i tvivl om, at de to andre også stoppede på grund af travlhed. Min leder siger, at hvis vi ikke kan nå vores arbejde, må vi skære noget bort, men det er meget, meget vanskeligt. Det handler om mennesker, og mine ansatte er ærekære. De har svært ved at sige fra til de indstillinger, der ligger på deres borde«, siger Kirsten Damkier.

Psykologerne arbejder mere end 37 timer om ugen.

»Vi er så heldige, at flere af dem ikke har små børn, så en time fra eller til betyder ikke så meget. Men det holder ikke i længden«, siger den ledende skolepsykolog, der selv arbejder omkring 60 timer om ugen.

Landevejen stjæler tid

Tidligere var der ikke ventetid hos PPR i Ikast. Alle kom til inden for 14 dage, men nu har kommunerne også fået ansvaret for den vidtgående specialundervisning, der er kommet flere krav om afrapporteringer, og kommunalreformen koster til stadighed tid.

»Vi er lagt sammen af tre kommuner, og vi har brugt megen tid på at pakke, flytte og få den nye organisation på plads. Vi bor på det gamle rådhus i Nørre Snede, men arbejder mest i Ikast. Efter sammenlægningen bruger hver medarbejder dagligt to timer på landevejene, uden at vi har fået bedre normering af den grund«, siger Kirsten Damkier.

Til næste år får hun en psykolog mere. Det skyldes ikke bunken af sager, men flere pålagte opgaver med førskolebørn. Kirsten Damkier tvivler på, at en ekstra psykolog er nok, for oven i det løbende arbejde skal PPR-kontoret deltage i tre store projekter til foråret: Kommunen vil forsøge selv at undervise nogle af de 130 børn, som får specialundervisning i andre kommuner.

»Vi vil gerne rådgive lærere og forældre om, hvad de kan gøre for at hjælpe børnene, så man i højere grad beholder sagerne på skolerne. Det vil lærerne gerne, men metoden er ny for os, så vi skal først undervises i den. Det tager tid at vende bøtten«.

Enorme forskelle på PPR-kontorer

Der er himmelvid forskel på, hvordan kommunerne normerer deres PPR-kontorer, viser en undersøgelse, som Pædagogiske Psykologers Forening har gennemført sammen med Landssamrådet for PPR-chefer:

. antallet af psykologer varierer fra 0,83 til 4,71 per 10.000 indbyggere

. antallet af traditionelle PPR-medarbejdere (psykologer, konsulenter og talehørelærere) varierer fra 2,12 til 7,65 per 10.000 indbyggere

. ventetiden på en PPR-vurdering er mere end to måneder hos 45 procent af PPR-kontorerne

. ventetiden er fra seks til 12 måneder hos 18 procent

. 54 procent bruger under 25 procent af arbejdstiden til forebyggende arbejde - resten anvendes til konkrete børnesager

. 37 procent mangler en klar kommunal forståelse af, hvilke arbejdsopgaver PPR skal løse

. organisation, ledelse og indhold af PPR er meget forskelligt i landets kommuner.

Læs hele analysen på folkeskolen.dk, hvor du også finder et interview med skolepsykologernes formand, Bjarne Nielsen.

»Vi får 10-15 nye henvendelser om ugen, men vi tager kun akutte sager ind med det samme. Det kan være en elev, som har haft et dødsfald i familien, eller piger, som snitter sig« Ledende skolepsykolog Kirsten Damkier