Torsdag morgen har eleverne sommerfugle i maven, da de ankommer til Experimentarium i Hellerup. Det er i dag, de skal stå foran deres nye kammerater og lærere og forklare om lungernes funktion, øjets opbygning, og hvordan smagsløg fungerer. Nogle skal skære i et griseøje, andre skal klippe i fårelunger. Det er nemlig sidste dag i det tredageskursus, der er med til at gøre dem til Xciters - formidlere for andre børn.

Elever og lærere kommer fra forskellige skoler i Kolding. I tirsdags kendte de ikke hinanden, men det kan man ikke mærke nu.

To og to har eleverne arbejdet med formidling af et af de tre emner. Lærerne har også talt om formidling og lært hinanden at kende. Kolding Kommune vil satse på naturfag. Derfor bliver en gruppe elever uddannet som Xciters, og bagefter skal de hjem og uddanne deres klassekammerater. Senere skal 7.-klasserne undervise elever i 3. til 6. klasse.

Puster lungerne op

Torsdag formiddag står nogle af eleverne og klipper i blodige fårelunger, mens de forklarer om luftrørets og spiserørets meget forskellige opbygning. De har ingen problemer med at håndtere lunger og redskaber.

I deres hvide kitler ser eleverne meget professionelle ud.

»Den klap, som I kan se her, lukker, når man spiser, så maden ikke ryger ned i luftrøret. Her kan I se det bedre. Det er luftrør og spiserør. Vi klipper lige op«, siger Christine Bauer-Jensen, mens Amanda Bøhlers klipper.

»Hvad bruger vi stemmebåndene til?« spørger pigerne og forklarer, at når stemmebåndene er meget stramme, giver de lyse toner.

»Hvis I kommer tættere på, kan I bedre se stemmebåndene«. De peger, så alle får mulighed for at se.

Der er seks elever og næsten lige så mange lærere, der ser på og kommer med spørgsmål, som de to elever besvarer.

De forklarer, hvordan mellemgulvet arbejder, og de gør klar til at puste lungerne op. Det er noget af et syn, da de to lunger hæver sig og bliver større og større.

»Kan I sprænge dem ved at puste?« spørger en af tilskuerne.

»Nej, det har vi ikke luft nok til. Nu vil vi vise jer, hvordan vi punkterer den ene lunge«. Den ene løfter en drabelig kniv og stikker. Man ser luften sive ud og over i den anden lunge.

»Lungerne er faktisk ikke hule, det troede jeg ellers også«, siger Christine Bauer-Jensen.

De forklarer om alveolerne, der fungerer som mikroskopiske balloner med masser af luft i, og viser, at et stykke af lungen kan flyde i et fad med vand. De sætter en anden elev til at prøve at trykke al luften ud, så lungestykket synker til bunds i vandet. Hun prøver længe, men det lykkes ikke.

Vi mumlede for meget

Det er tid til feedback til de to piger. Først bliver de selv spurgt, hvordan de synes, det gik. Det er en ung medarbejder fra Experimentarium, der stiller spørgsmålet. Han sørger for, at eleverne ved, hvad feedback er. Christine Bauer-Jensen forklarer, at det er konstruktiv kritik, så man kan blive bedre.

Amanda Bøhlers mener, at de mumlede lidt for meget, så det skal de vænne sig af med. Men de er enige om, at de fik sagt alt det fakta, de ville om lungerne. Men de ville gerne have haft hjertet med, så de kunne vise, hvordan det hele hænger sammen.

De får ros af elever og lærere for at inddrage publikum og for at være overbevisende. Men de skal lære ikke at tale i munden på hinanden. Måske skulle de fordele rollerne, lyder et forslag. Og så skal de læse lidt mere på udskillelsen af kuldioxid.

Samtidig får de at vide, at de skal huske at tænke på, hvem de formidler til. For børn i 2. klasse ved ikke, hvad kuldioxid er.

Øjnene er i det andet rum

De næste to elever gør sig klar, men opdager, at de har glemt øjnene i det andet rum. Altså de griseøjne, som de vil skære i. De løber af sted efter et par øjne.

»Mig og Lisa vil gerne fortælle om øjne. Først skal vi finde hornhinden. Den sørger for, at øjet bliver inde i hovedet. Hvis I ser her, så er der ingen pupil i øjet. Det er, fordi det er dødt, der er ikke brug for den mere«, forklarer Lærke Brunhøj, mens Lisa Rasmussen klipper, så den klare kammervæske kommer ud, og bagefter klipper hun linsen ud.

Publikum får at vide, at linsen virker som et forstørrelsesglas.

»Nethinden er svær at finde, men den ligner en bussemand«, fortæller pigerne, mens de klipper og skærer i øjet. Hornhinden driller, men det lykkes at få klippet den af.

Vi får at vide, hvorfor fotografering med blitz kan give billeder med røde øjne. Vi ser også synsnerven.

»Øjnene ligger i flæsk og fedt, for så ramler de ikke rundt inde i hovedet. Det ville svare til, at vi lagde os i en masse dyner«, forklarer de.

De to piger får feedback fra publikum. De gjorde det godt, men noget er indviklet at forstå.

En kommer ind og fortæller, at en dreng fra holdet har stået og fortalt om øjet med en klap for sit eget øje. Han fortalte, at han havde lånt sit øje til videnskaben. De taler om, at det nogle gange kan virke godt at overdrive lidt. Eleverne har talt meget om formidling på kursets to første dage. I det ene lokale hænger deres plakater med råd om at huske kropssproget, bruge humor, inddrage publikum, tale tydeligt og tænke over at tale et sprog, som publikum forstår.

Ristet melorm smager fint

Så er der ristede melorme til alle. En pige spiser en melorm og byder rundt. Mange tager imod. De taler bagefter om, at det var, fordi hun selv tog en. Det virkede godt, og så smagte de faktisk fint. Lidt som chips.

Vi spiser gulerod og rødbede, mens vi holder os for næsen, og opdager, at vi ikke kan smage noget, før vi slipper taget i næsen. Den er nemlig med, når man skal smage.

Eleverne er gode til at tale tydeligt og til at være sig selv. Nogle har forberedt nøje, hvad de vil sige. Andre har valgt at improvisere mere. Nogle vil være sjove, andre seriøse.

Et par elever syntes torsdag morgen, at lungerne lugtede af kanin, og de havde svært ved at røre ved dem uden handsker. Men da de skulle formidle for andre, fik de både hevet lungerne op af spanden og skåret i dem helt uden problemer. Det grønne snask, der var tilbage trods skylning af fårets spiserør, klarede de også, da der først var publikum på.

»Man føler sig så klog, når man går rundt i sådan en kittel«, siger Frederik. Og det er helt sikkert, at nogle af skolerne i Kolding vil investere i kitler til eleverne. For det betyder meget, er lærerne enige i.

Lærerne har også arbejdet med formidling på kurset og talt om, hvordan de vil arbejde videre.

Alle samles skolevis og diskuterer det videre arbejde. Flere elever er klar til at undervise deres klassekammerater en af de første dage i næste uge. De taler om at holde noget hemmeligt, indtil de skal undervise de andre. »Men vi kan fortælle dem om vandrehjemmet og slikautomaten«, foreslår én. »Vi kan også sige, at vi har rørt ved en lunge og klippet i et spiserør, men bare ikke sige det så detaljeret«.

Xciters er et uddannelsesprojekt på Experimentarium. Samtidig er det navnet på de 7.-klasse-elever, der gennemfører uddannelsen.

Xciters lærer at formidle naturfag til elever fra 3.-7. klasse.

For at blive Xciters skal eleverne skrive en ansøgning til Experimentarium. Eleverne bliver udvalgt fra bunken af ansøgninger.

Egmont Fonden har givet seks millioner kroner til projektet, der begyndte i 2005 og varer fem år.

Læs mere om Xciters på www.experimentarium.dk