Slip din indre Hollywood-producer løs
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En ny gratis hjemmeside, filmlinjen.dk, giver nu lærere og elever i folkeskolens 7.-9.-klasser hjælp til at producere egne film. På siden bliver hele filmproduktionen fra idé til lancering gennemgået af professionelle filmfolk i video, lyd, tekst og billeder, fortæller producer Torben Larsen.
Hvordan bruger man hjemmesiden?
»Man sætter et filmhold op som lærer. Man er simpelthen producer. Hver elev får sin egen rolle på holdet og modtager undervisning via udførlige guides med praktiske eksempler på hjemmesiden«.
Hvad kan det bruges til i undervisningen?
»Det egner sig bedst til de lidt længerevarende projektforløb. De unge kommer til at arbejde med projektarbejde på en måde, som de nok aldrig har prøvet før. Og da de har hver sin rolle, vil de opleve, at de hver især er vigtige, for at det fælles projekt lykkes«.
Hvad er målet med hjemmesiden?
»I det brede perspektiv er målet at give de unge en større mediedannelse. Når man har lavet en film, ved man, hvordan film og tv bliver produceret, men man tænker forhåbentlig også over, at der ligger en velovervejet produktion bag et hvilket som helst medie«.
Hvad kræves der?
»En computer og et kamera. Der kræves ingen særlige tekniske forudsætninger, ud over at man kan bruge internettet. Alt det filmtekniske er forklaret på hjemmesiden«.
Filmlinjen er støttet af Undervisningsministeriet, Nordeafonden, Nordisk Film og Det Danske Filminstitut.
Se mere på filmlinjen.dk
abr@dlf.org