Danske lærere oplever, at de udsættes for et kontrolregime og en underliggende mistænkeliggørelse i offentligheden: »Den danske folkeskole har de højeste bevillinger, så hvorfor kan de ikke tage sig bedre af at (ud-)danne vores børn?«

Mistænkeliggørelsen dukker op som undertekst, når KL eller regeringen forhandler rammer med DLF, eller når der kommer enkeltsager om svigt. Og svaret fra politisk hold er mere Pisa, flere test af eleverne, ranking af skolers præstationer med mere. I praksis opleves det som mere management, kontrol og styring af skoler og lærere.

Og man har slet ikke set det sidste i den skrue. Politikere og teknokrater kan hente inspiration i USA. Her er der nogle steder indført et absurd testregime, hvor det ikke bare er eleverne, som testes. Også lærerne testes, og den enkelte lærers præstationer kan såmænd slås op i avisen. Den enkelte lærers dygtighed måles på, om eleverne gør fremskridt fra år til år - målt på karakterer - og hvor meget »værdi« læreren dermed har tilføjet.

Uddannelsesforskeren Alfie Kohn kalder det en offentlig skammekrog: »Testresultater gøres synonymt med 'kvalitet', men 'værdi' betyder her ikke andet end høje testscorer! Systemet baner vejen for simple belønninger og straffe til lærerne - et system, der er drevet frem af 'incitaments-tænkende' økonomer, som har voksende indflydelse på undervisningsformer, og som stadig tror på simpel behaviorisme, selv om psykologien forlod det for længe siden«.

Kohn mener, at rankingen i sidste ende mest fortæller om skolens socioøkonomiske omgivelser, og der er enorm forskel mellem velstillede og fattige skoleområder i USA. Og jo mere uddannelsesforskere og eksperter ved om test og rating og den komplicerede sammenhæng, som de angiveligt skal fortælle om, jo mere misledende er test og rankinger. Men politikere og forvaltere afviser indvendingerne med det trætte argument: »Jeg ved godt, at test måske ikke er perfekte, men de er såmænd gode nok til at .«.

Et sådant politisk klima har sat de amerikanske lærere i defensiven. Politikerne laver testregime og ranking, så dårlig undervisning gøres til lærernes problem.

»Skoler og lærere måles ud fra forenklede kriterier. Gode skoler kommer ud med minus og et dårligt ry, selv om hovedproblemet er, at de ligger i socialt belastede neigbourhoods. Og dygtige lærere med utroligt svære betingelser får dårlige rating og lever konstant med en følelse af utilstrækkelighed og med fyringstrusler over hovedet«, forklarede Lili Eskelsen, næstformand for 3,2 millioner amerikanske lærere.

Hun er overraskende politisk og kontant i sin analyse af lærernes situation i USA: »Der hersker en nyliberalisme, hvor mindre skat er målsætningen for såvel rig som fattig. 'Skattereduktioner er godt, pengene ligger bedst i borgernes egne lommer', lyder tankegangen. Det skal tvinge skolesystemerne til at 'effektivisere sig' og skal tvinge lærerne til at 'performe' - men overordnet set betyder det bare, at det enkelte barns uddannelses-kvalitet kommer til at afhænge af den socioøkonomiske status - af familiens privatøkonomi«.

Der køres kampagner mod lærerstanden. Enhver kan kende en dårlig lærer fra en god, lyder det forsimplede folkevid. Og alle har jo oplevet en dårlig lærer, og den dårlige erindring overføres på en analyse af hele skolesystemet, siger hun:

»Offentligheden fortælles, at der er noget galt i systemet på grund af dårlige lærere, og at lærere beskyttes af deres fagforening: Lærerne arbejder ikke fuld tid, og de dårlige kan ikke fyres. Derfor må fagforeningerne bekæmpes«.

Og skoleplanen No child left behind fra 2001, som nu videreføres af Obama, er blevet et redskab mod lærerne. Lovens ideelle sigte er, at hvert barn skal have samme uddannelsesbetingelser. Og høje standarder skulle sikres gennem etablering af nationale standarder. Det lyder meget socialt og sympatisk, men i praksis har loven bare legaliseret testregimentet uden bedre resurser, så Obama er ikke populær blandt lærerne.