Det lyder næsten som et eventyr. Hvordan den dygtige, engagerede lærer får en skole med 100 procent tosprogede børn fra et af Stockholms mest belastede område Rinkeby vendt til at klare sig bedre end mange almindelige svenske skoler. Men tallene taler deres tørre sprog. På Knutbyskolan klarer 90 procent af eleverne nu målene i de nationale prøver, og skolen formår at få en meget stor del af de unge videre i ungdomsuddannelserne.

Læreren hedder Britt Johansson, og metoden hedder genrepædagogik.

»Jeg læste dansk som andetsprog ved siden af min undervisning og forsøgte med alt, hvad jeg havde lært. Alligevel kunne mine elever ikke det, der krævedes, da de nåede 3. klasse. Så kom jeg i kontakt med genrepædagogikken, og for mange elever vendte det faktisk på en uge. Inden kunne de end ikke genfortælle oplevelser i korte tekster, men alene ved at give dem nogle helt enkle redskaber til, hvordan man starter en tekst og fortsætter den, fik de hul på det«, fortæller hun.

Børnene skal lære skolesproget

Britt Johansson fortsatte for sig selv i et år, men da hendes rektor fik øje på, at hun på så kort tid havde flyttet en klasse, fra at halvdelen af børnene nåede målene i de nationale prøver, til at 78 procent var med, blev han interesseret. Britt fik mulighed for at arbejde videre med modellen sammen med sine kolleger, og nu efter seks år arbejder alle lærere i alle fag med modellen.

»Det er meget vigtigt, at det ikke kun er sproglærerne, der arbejder med det her. Det kræver samarbejde i alle fag, hvis det virkelig skal flytte noget. Hvert fag har sin egen terminologi, som eleverne skal lære at kende«.

En del elever kommer til kort i skolen, fordi de skriver og taler på samme måde i alle fag. De mangler det, Britt Johansson kalder for skolesproget. Det sprog udvikler læreren sammen med eleverne gennem genrepædagogikkens fire faser, som de går igennem, hver eneste gang de støder på et nyt emne.

»Man kan godt tænke, at det vil være kedeligt at arbejde efter en så stram struktur. Mange tror, at det lystfyldte ligger i det spontane og kreative, men lyst ligger også i at beherske sproget, at forstå og få kontrol over det. Mange børn får næsten angst, når de skal skrive eller læse, for de ved ikke, hvad de skal skrive. Det sker aldrig, når man arbejder med genrepædagogik, fordi de altid kan få noget ned. Og fordi de hele tiden skriver, bliver de automatisk bedre og bedre til det«.

Modersmålet er en resurse

Knutbyskolan arbejder meget bevidst med de tosprogedes baggrund.

»Det er en vigtig pointe, at vi ser børnenes sprog som en resurse. Vi opfordrer dem til at bruge deres modersmål, hvis det kan hjælpe med forståelsen. Og vi yder en stor indsats for at få forældrene med i arbejdet. Jeg præsenterer modellerne for genrepædagogik på forældremøderne. Jeg oplever ofte, at forældrene kommer bagefter og beder om at få modellerne med hjem, fordi det er strukturer, der giver mening for dem, og de vil gerne hjælpe deres børn«.

For Britt Johansson handler det om at gøre eleverne til aktive samfundsborgere.

»Mange tror, at eleverne kommer med kundskaberne hjemmefra, så det bare er et spørgsmål om at trække kundskaberne frem i børnene. Det mener jeg er helt forkert. Kundskaber og sprog hænger uløseligt sammen. Hvis børnene ikke klarer opgaverne i skolen, så er det læreren, der er noget galt med. Det er os, der skal ændre sig - ikke dem«.

pai@dlf.org