Atter er musikundervisningens fallit i skolen sat på dagsordenen. Jeg ved ikke for hvilken gang. Hvorfor egentlig? Aldrig nogensinde før har unge mennesker været så besat af musik. Overalt i verden spiller musikken. Herhjemme har vi Roskildefestivalen, Skanderborgfestivalen og et utal af lignende musikalske hændelser. For et par år siden var Madonna i Horsens. Det mere end fordoblede indbyggertallet i denne by. Så hvorfor egentlig musikundervisning i skolen, når interessen for musik er så overvældende?

Hamburgs sundhedsmyndigheder advarer om, at musikken i et diskotek med op til 103 decibel er kraftigere end et trykluftsbor. Den tyske avis Die Welt skriver, at den forgudede Michael Jacksons handske indbragte 420.000 dollars på en auktion, så kan man ane, hvor langt der er til en indsigt om musikkens egentlige opgave.

Komponisten Finn Høffding betoner i en artikel »Om musik og opdragelse« i Dansk Musiktidsskrift nødvendigheden af at prioritere musikkens etiske dimension i musikundervisningen frem for den blot æstetiske konsumering. Han henviser indtrængende til Platons og Kungfutses musiksyn, der klart skelner mellem det, der i vore dage går under navnet »rytmisk« og »klassisk« musik, og fraråder at hengive sig til den »udsvævende og nervøst pirrende klang«. Høffdings artikel afsluttes med det, der i grund og bund er hovedtemaet i enhver debat om formålet med musikundervisningen: »Der er endnu et stykke, til vi opfatter, at det ikke drejer sig om opdragelse til musik, endsige til hvilken som helst musik, men opdragelse gennem musik«.

Dette bør være et kraftigt memento til folkeskolens musikundervisning. Skuden må vendes, inden det er for sent.