Børnelitteratur har jeg stående i metervis. Nogle bøger elsker jeg for deres fine illustrationer, andre er så fint indfølende i børns væsen, at de burde være eksamenspensum i enhver læreruddannelse. Visse klassikere har fulgt mig altid som en bibel, og andre har jeg først som voksen fået øjnene op for.

Da jeg i august mente, at det var på tide med noget faglitteratur og ny inspiration til lærerlivet, valgte jeg »Folk og røvere i Kardemomme by«. Der findes mange bøger om rummelighed og inklusion, men mere præcist beskrevet end her findes det ikke. Desuden er den hyggelig læsning, fint i tråd med alt hvad jeg ellers har læst om værdibaseret ledelse og classroom-management.

Alle klasser er som en lille Kardemomme by, hvor livet går sin vante gang. Og alle elever har deres rolle i dette lille samfund. Der er den gammelkloge Tobias, den artige Kamomilla og den lystige vognstyrer Syversen. Og mon ikke også hver klasse (og lærerværelse) har sin egen tante Sofie - »hvis alle bare var som jeg, så gik det nok til sidst!«

Politimester Bastian bestemmer i Kardemomme by, og enhver lærer burde være rar og omgængelig som han. Han er ikke problemorienteret eller konstant adfærdsregulerende, men fokuserer på trivsel og fredelig konflikthåndtering og håndhæver blot Kardemommeloven: »Man skal ikke plage andre eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre, hvad man vil!« Denne lov hænger nu i mit klasselokale, der hvor de mange klasseregler hang før. I al sin enkelhed har den vist sig at være dækkende, for alle folk og røvere i 2.b er enige om, at støj og drilleri er plagsomt for andre.

Enhver klasse har nemlig også sine røvere, og det er ikke altid, at røverne bliver integreret så fint og smertefrit i klassen som i Kardemomme by, hvor røverne får lang snor, og man forstår, hvordan meget af deres ballade bunder i en længsel efter at høre til, som da de stjæler sporvognen, fordi de gerne ville have været med til byfesten. Eller en længsel efter at få styr på deres liv, som da de røver tante Sofie til at holde hus for dem. Og hvad gør man, når man selv kan se, at dét, man har gjort, ikke er så smart? Man kan røve tante Sofie tilbage igen! Det er lovligt at fortryde og gøre tingene om. Se, det kender jeg mange små »røvere«, der ville ønske, at de kunne! Da røverne alligevel ender i fængsel, bliver de mødt af den venlige fru Bastian, og det viser sig, at de inde under skidtet er helt pæne mennesker. Og selvfølgelig ender røverne med at blive en del af fællesskabet til sidst, det er jo en børnebog.

Er børnebøger naive i deres idealisme? Vel ikke mere naive end alle de værdier og visioner, som diverse skoleledelser og skolebestyrelser stikker ud som retningslinjer i disse år. Når fælles værdier om rummelighed og demokratisk dannelse skal være ledestjernen i den daglige lærergerning, må »Folk og røvere i Kardemomme by« være lige så velegnet - og desuden mere velskrevet og humoristisk.

Så put kardemomme i julebollerne og Kardemomme i klasserne og krydr selv med lidt skidt og kanel!