Det er kendt, at statsminister Lars Løkke Rasmussen ønsker, at skolen i løbet af de kommende år skal løfte eleverne et klassetrin op i læsning, matematik, naturfag og engelsk.

Mindre kendt er det, at han mener, at et øget fokus på det fag-faglige ikke må gå ud over elevernes lyst til at lære mere. Den og de danske elevers verdensberømte evne til at samarbejde og tænke selvstændigt samt deres selvtillid »må ikke blive smidt ud med badevandet«, som han udtrykker det i en ny bog.

Regeringens udspil til en reform af folkeskoleloven er ikke blevet offentliggjort i skrivende stund, men i kapitel otte i en ny bog, »I orkanens øje. Samtaler med statsminister Lars Løkke Rasmussen«, løfter statsministeren sløret for de tanker, han gør sig om folkeskolen. Journalist Thomas Larsen interviewer Lars Løkke om en række potente politiske emner. Kapitlet om skolen har overskriften »Råstoffet«.

»Jeg har selv tre gange oplevet at møde op til første skoledag med mine børn, og når de står med rygsækken og skal møde deres nye kammerater og lærere, emmer de jo af begejstring, videbegærlighed og mod på tilværelsen. I virkeligheden burde vi sætte det ene succeskriterium op, at børn skal være lige så glade og optændte, når de kommer i 9. klasse«, siger Lars Løkke i bogen.

Et andet sted fortæller han:

»Jeg indkaldte derfor til møder på Marienborg, og her mødte elevrepræsentanter også op. Det var imponerende at opleve 9.-klasse-elever, som gik direkte igennem tv-skærmen og holdt indlæg foran en flok ministre, lærerformanden og eksperter uden at ryste på hånden. Med ret ryg og på flot dansk forklarede de, hvordan de ser på verden, og det er noget af det særlige, som den danske folkeskole kan. Vi mødte selvstændige børn, der hvilede i sig selv, og som kunne fremlægge deres meninger. Arbejdet med at øge fagligheden må ikke gå ud over denne styrke, for rundt om i verden misunder de os vores elevers selvstændighed og evne til at tænke selv. I disse år kommer hele asiatiske delegationer hertil på studiebesøg. Asiatiske unge scorer fantastisk højt på faglighed, men mangler kreativiteten. Den skal vi holde fast i, men den må ikke blive en sovepude, for uden færdigheder går det ikke«.

Åbenhed er en vej frem

»Det dur ikke at råbe hurra over vores evner til at være kreative og til at samarbejde, hvis de grundlæggende færdigheder bagved smuldrer«.

Elevernes faglige færdigheder må og skal styrkes, mener statsministeren, og han anviser en vej:

»Åbenhed er en af vejene til at få en bedre folkeskole, så vi kan få skabt større gennemsigtighed om, hvor gode vi er, og hvor vi kan forbedre os. Det skal være en forpligtende åbenhed. Hvis en skole ikke udvikler sig fra det ene år til det næste, skal nogen tage ansvaret og finde forklaringerne, som kan være mange. Det kan handle om, at vikartimerne ikke bringes godt nok i anvendelse. Det kan være, fordi skole-hjem-samarbejdet ikke fungerer, eller fordi pædagogikken over for de rastløse drenge ikke er rigtig. Det kan handle om tusind ting, men man kan finde årsagen, og så skal man være forpligtet på at gøre det bedre næste år«.

»Større åbenhed vil også styrke dialogen mellem skolen og forældrene. I sidste ende har forældrene jo ansvaret for, at deres børn møder op med nogle grundlæggende sociale færdigheder. Selv den bedste lærer sættes jo i en umulig situation, hvis forældrene har svigtet i den fundamentale opdragelse af deres børn«.

Det handler om mødet mellem lærer og elev

Men nye reformer gør det ikke alene, mener statsministeren.

»Rejseholdets idéer skal være med til at sætte gang i en ny udvikling, som man ikke bare kan lovgive om. Man kan nå meget med lovgivning, men ultimativt kan man ikke lovgive sig til den gode skole. Når det kommer til stykket, skal det hele stå sin prøve i mødet mellem lærer og elev«.

»Vi har lavet en relativt regelbunden skole, men når man kommer rundt, ser man masser af eksempler på, at der, hvor det lykkes bedst, gør man ting, som egentlig ikke passer med reglerne. En af mine yndlingshistorier handler om en skolelærer, som skabte et fagligt gennembrud ved at starte dagen med at løbe en tur med børnene. Hun brugte måske et kvarter tre gange om ugen til løbeturene, og drengene fik pulsen både op og ned, og når de satte sig på stolen, var de pludselig mere modtagelige. Der står ingen steder, at en dansktime med fordel kan startes med en løbetur, men hun gjorde forsøget, og det virkede«.

»Jeg kunne godt ønske mig en mindre regelbunden skole, som eleven kommer til klokken otte om morgenen til klokken 14 om eftermiddagen, og inden for de timer sørger kompetente lærere og pædagoger for, at børnene lærer deres stof. Metoden kan variere over året, det skal ikke være 100 procent identisk fra skole til skole, og det behøver heller ikke at være sådan, at så har vi fire timers klasseundervisning, og dernæst flytter vi over i et andet miljø, hvor vi leger og bevæger os. Det kan integreres«.

»Dermed taler jeg ikke for den autonome skole, hvor der kan eksperimenteres ansvarsfrit med børnene. Jeg taler om at sætte rammer, som sikrer, at skolen og det enkelte lærerteam bliver holdt op på, at de når resultaterne, og inden for de rammer får de til gengæld en større metodefrihed«.

I sidste ende handler det om, at Danmark skal leve af, at borgerne har et højt uddannelsesniveau, mener Lars Løkke.

»Uddannelse er vigtigt for Danmark. Det er ikke bare flotte ord. Sandheden er, at ud over det, vi kan dyrke i vores jord, har vi ikke andre råstoffer. Jo, vi har det, vi har tilbage i Nordsøen, men det rinder ud. Ellers har vi kun det, vi har mellem ørerne«.

Tankerne bag partnerskabet

Man får ingen forklaring på, hvorfor regeringen opløste det nationale partnerskab om folkeskolen, som den selv havde etableret, for Thomas Larsen interview-ede Lars Løkke Rasmussen, før det skete. Men statsministeren redegør for de tanker, der lå bag partnerskabet:

»Noget af det, der inspirerede mig i Singapore, var at opleve et land, som passer ganske godt befolkningsmæssigt med Danmark, og som søger at have en national folkeskole. De har sat mål for deres folkeskole, og med en befolkning på godt fem millioner mennesker føler de godt, at de kan følge, om skolen udvikler sig. Herhjemme har vi et hierarki, som har sine styrker, når man lokalt tager ejerskab, men det har også en risiko indbygget i sig, for det kan blive uklart, hvem der har ansvaret, hvis Simone eller Søren ikke lærer noget. Er det Simone og Sørens lærer? Er det inspektøren? Skoledirektøren? Byrådet? Folketinget? Eller hvem er det egentlig?«

»Danmark er ikke større, end at vi burde være i stand til - ved siden af den kommunale selvbestemmelsesret og den individuelle ledelse på skolerne - at etablere et nationalt overblik over, hvad det er for en skole, vi vil have. Med partnerskabet håber jeg, at vi kan skabe et fælles udviklingsprojekt«.

»Jeg ved, at det kan have naive undertoner, for folkeskolen er en politisk kampplads, og oppositionen vil per definition sige, at de kunne have gjort det bedre. Når det kommer til stykket, kommer vi til at slås, men det bedste ville være, hvis vi undervejs kunne nå frem til at arbejde med folkeskolens mål i et flerårigt perspektiv, så kursen ikke bliver stukket om hele tiden«.

»Et nationalt kompromis kunne sikre et ejerskab, så vi løbende kan se, om vi får trukket folkeskolen i den rigtige retning og i det rigtige tempo«, siger statsministeren til Thomas Larsen.