Den røde murstensbygning ligger over for plejehjemmet i Rudkøbing. Den ligner en almindelig villa, men indenfor er 12 elever fra børnehaveklassen til 8. i gang med dagens undervisning. På kontoret sidder Jan Odgaard. Selv om efterårskulden har meldt sig, har han bare tæer i sandalerne.

På indersiden af døren hænger et skilt med teksten: »Her arbejdes på fuld damp! Vil ikke forstyrres«.

Skolen har seks lærere, en souschef, en pædagogisk leder og to pædagoger. Plus en talepædagog, en ergoterapeut, en familiebehandler og en pedel. Der er en underviser med ADHD foruden Jan Odgaard, som er leder på den private heldagsskole Spangeskolen på Langeland.

»Lærerne her skal ikke rette sig ind efter børnenes ADHD-virkelighed. De skal derimod være med til at holde det normale op for børnene«, siger han. Og ifølge Jan Odgaard kunne folkeskoler få stor gavn af lærere med ADHD.

»De kan se, hvad barnet har gang i, meget tidligere end en lærer uden ADHD, fordi deres hjerner arbejder på den samme måde som ADHD-elevernes«, siger han. Men han understreger samtidig, at det kan være svært for en lærer med ADHD at begå sig på en almindelig skole.

»De er afhængige af, at andre laver strukturerne. Men hvis de har fuldstændig forståelse for, hvad deres rolle og placering er, kan de indgå i sammenhængen. Det er vigtigt, at man er åben om sin ADHD, ellers kan der opstå misforståelser, og de skal have mulighed for at spørge en ekstra gang eller tre for at forstå noget«, siger Jan Odgaard, der selv fik konstateret ADHD, da han var i 40'erne. Han voksede op med en mor, som han i bakspejlet kan se også havde ADHD.

»Vi havde meget fleksible spisetider, og enten lå der dynger overalt, eller også var der helt ryddet. For mig var det normalt, og jeg undrede mig, når jeg besøgte mine kammerater«.

Jan Odgaard kom i lære som smed, og det gik meget godt, når han var ude på en arbejdsplads, men på teknisk skole blev det kompliceret.

»Undervisningen byggede på forudsætningsviden, hvor man går fra del til helhed, det kunne jeg slet ikke koncentrere mig om«, fortæller han.

Trivedes som soldat

Lige så snart Jan Odgaard var gammel nok, søgte han ind i livgarden.

»Jeg aflæste hurtigt den militære tankegang, og når de andre tog på orlov, blev jeg på kasernen. Jeg havde fundet nogle rammer, hvor jeg fungerede og blev værdsat. Og så blev jeg udtaget til befalingsmand«.

Men næste trin på den militære karrierestige var et kontorjob, og dér kæntrede det.

»Det var ikke mig at sidde stille, så jeg besluttede mig for at blive lærer«.

Han kom i praktik på en friskole, men da han fandt ud af, at han skulle bruge 70 procent af sin tid på at motivere eleverne til undervisningen, besluttede han sig for at arbejde med ADHD-børn. Han blev ansat på heldagsskolen Juulgården i Svendborg, og inden for kort tid faldt brikkerne på plads.

»De havde en nyoprettet Damp-gruppe, og for første gang mødte jeg nogle børn, som jeg så som normale«, siger han - og tegner gåseøjne i luften om ordet »normal«. Deres opførsel og reaktionsmønstre genkendte han hos sig selv. Da han samtidig havde fået en søn, der viste symptomer på ADHD, fik han stillet sin egen diagnose.

»Det var rigtig godt. Jeg fik en forklaring på alle de problemer, jeg havde haft i mit liv«.

Nu, da han får medicin, oplever han, at han kan slappe af i sammenkomster, ligesom han kan sætte sig stille ned og nyde en kop kaffe med sin kone.

Oppe i det røde felt

Jan Odgaards fortælling bliver brat afbrudt af høje råb fra et barn og en voksen uden for kontoret. Skolelederen går ud, og larmen stopper. En lærerpraktikant skulle have assistance.

»Drengen var oppe i det røde felt, så jeg satte ham på mine knæ med ryggen til mig. Jeg sagde ikke noget. Da han mærkede min ro, faldt han til ro, og så kunne han komme tilbage til undervisningen«, fortæller Jan Odgaard. Den anerkendende samtale er vigtig for stedets pædagogik.

En person med ADHD er tæt på stress­tærsklen hele tiden - og overskrider tærsklen flere gange dagligt, forklarer Jan Odgaard. Så en af øvelserne går ud på at få eleverne ned i et så roligt leje som muligt.

En almindelig time på en folkeskole er ikke optimal. ADHD-eleven er straks parat, men der går tit et stykke tid, før undervisningen går i gang, og så er fokus røget.

»En støttelærer eller -pædagog kan sætte eleven i gang med det samme og hjælper med at holde fokus«, siger han.

Der findes mange forskellige tiltag, der kan være nyttige for en elev med en ADHD-diagnose i en almindelig klasse: MP3-afspiller, spanske vægge, ørepropper. Men det er først og fremmest nødvendigt med god opbakning fra alle involverede, understreger Jan Odgaard, der tager rundt på skoler og demonstrerer forløb med ADHD-børn.

»Der, hvor det bliver en succes, er, når ledelse og lærere bakker op om en strategi«, siger han og mener, at det optimale vil være en støtteenhed med en eller to lærere med ADHD på hver skole, hvor eleverne kan henvende sig og få hjælp.

»I stedet for at se det som et problem at have en ADHD-elev i en klasse skal man bruge det som en mulighed for at give de andre elever bedre social forståelse«.

Lokalerne på Spangeskolen er netop indrettet, så de tilgodeser elevernes behov. I ét rum er der overhovedet ingen udsmykning, og det eneste inventar er en tavle. I et andet rum er der plads til to elever, og ved et bord er der mulighed for at finde fokus ved at bygge med Lego.

Ikke nødvendigvis godt

Ane-Marie Erenbjerg er børne- og ungdomspsykiater i Holbæk, hvor hun behandler både børn og voksne med ADHD. Hun har netop udgivet en bog om at leve med ADHD.

»Der går mange mennesker rundt med ADHD, uden at de selv er klar over det. Derfor er der selvfølgelig også lærere, der har ADHD«, siger hun. Men hun sætter spørgsmålstegn ved Jan Odgaards idé om en lærer med ADHD på hver skole.

»ADHD optræder i forskellige grader. Hvis man er et stort rodehoved, der ikke kan overholde aftaler og aldrig får afsluttet sine ting, så er folkeskolen ikke det rigtige sted. Men en engageret lærer, der har styr på sin ADHD, og som brænder for et bestemt fag med meget it, for idræt eller specialundervisning, kan være en gevinst for en skole«, siger Ane-Marie Erenbjerg og understreger, at det er vigtigt med mere viden og oplysning om ADHD ude på skolerne.

Emneuger og løse rammer giver problemer

Ane-Marie Erenbjerg afviser at kalde ADHD en modediagnose.

»Når så mange får diagnosen i dag, skyldes det, at vi nu har en meget større viden. Mennesker med sådanne vanskeligheder har været der altid, men tidligere har vi forstået dem på en anden måde. Årsagerne til deres adfærd har været søgt i, at forældre blev skilt eller andre forhold i familien. Ofte har forældre fået skylden for deres børns 'dårlige' eller 'uartige' opførsel. Nogle af de måder, skolen er på i dag, kan også gøre det tydeligere, at en elev har ADHD. Selvforvaltning, gruppearbejde og for eksempel emneuger gør det svært for mange med ADHD«, siger hun.

Det sidste kan Jan Odgaard fuldt ud tilslutte sig.

»Som barn trivedes jeg selv godt i folkeskolen. Det var nemlig før gruppearbejde og emneuger. Skolen havde dengang en meget tydeligere struktur, end den har i dag. Og faste, kendte rammer er perfekt, når man har ADHD. Når jeg besøger skoler, kan jeg se, at ADHD-børn, der skal have emneuge, flakser rundt og slet ikke kan finde ud af det«, siger han.