Hvis det skal lykkes at gøre skolen mere inkluderende eller rummelig, så drejer det sig om at vende både den almindelige undervisning og specialundervisningen på hovedet. Der må udvikles en almen skolepædagogik, der arbejder sig væk fra den snævre forståelse af undervisning og fag, mål og metoder, som gennem mange år er blevet dikteret skolen. Skolen må aldrig blot være et nyttigt redskab for politiske og økonomiske ambitioner. Ud fra en demokratisk og human forståelse er skolen en pædagogisk institution og hverken samfundets maskinrum eller sorteringsmaskine - og skolens elever er aldrig blot elever - de er også på vej til at blive frie mennesker og ansvarlige borgere.

Skolen har først og fremmest en pædagogisk opgave, og den praksis, der udøves i skolen, er en pædagogisk praksis. Pædagogisk praksis antager altid, at mennesket har en læringsnatur. Det vil sige, at mennesket er kendetegnet ved dets mulighed for at indgå i lærings- og dannelsesprocesser. I skolen må man derfor arbejde ud fra antagelsen, at alle elever kan lære. Og skolen skal varetage sin pædagogiske opgave - uanset hvilke særlige økonomiske eller politiske behov samfundet ellers måtte have. Skolens opgave er ikke at sortere eller etikettere, men gennem undervisning at hjælpe elever med at opdage deres egen menneskelige læringsnatur.

Barnet bliver menneske, når det opdager, at det kan lære. Så skolens undervisning er en hjælp til at blive menneske - en hjælp, som alle har krav på i et demokratisk og humanistisk samfund. Ikke blot dem, der i fremtiden skønnes at være nyttige for samfundets økonomi.

Derfor stilles skolens lærere konstant over for en didaktisk udfordring, der drejer sig om at etablere et møde mellem elevens læringsnatur og undervisningens opfordring til at lære og blive sig selv som menneske. Der findes ingen sikre metoder, og der kan ikke gives garantier for, at undervisningen lykkes. Det afgørende spørgsmål er, om eleven opdager, at hun kan lære og dermed er på vej til at udvikle sig til et frit menneske og en ansvarlig borger.

En undervisning, som ikke forsøger at etablere et møde med elevens almene menneskelige læringsnatur, men alene retter sig mod snævre læringsmål, ender med at handicappe elevernes mulighed for at deltage i egne lærings- og dannelsesprocesser som fremtidige voksne.

En skole, der sorterer og fikserer elevens og den fremtidige voksnes lærings- og dannelsesmuligheder, er hverken human eller folkelig og hører ikke hjemme i et demokratisk samfund. Derfor må skolen og dens lærere forpligtes til at udvikle og eksperimentere med undervisningsformer og indhold, der opfordrer eleverne til at sætte gang i deres egne læringskræfter. Lærer børn, at de ikke kan lære, at de er elever og ikke også mennesker, bliver de umyndiggjort.

Stadig flere elever har fået behov for specialiseret hjælp. Nu taler man så om, at denne udvikling må vendes. Det er der god grund til at hilse velkommen: I et humanistisk og demokratisk samfund er skolen og dens undervisning for alle - også for elever med særlige behov.

Man er dog naiv eller kynisk, hvis man antager, at al specialundervisning kan afskaffes. Der vil altid være elever, der har et særligt behov, og det er uanstændigt, hvis man ikke udvikler fornuftige pædagogiske tilbud for dem.

Vi står over for en stor pædagogisk udfordring i skolen. At udvikle en almen skolepædagogik, der ikke sorterer og udskiller, men fastholder sin pædagogiske opgave som det primære, og som derfor også udvikler et bredt begreb om undervisning og faglighed, der ikke stempler og sorterer. Ikke for at befri eleverne fra krav om skolemæssige præstationer, men tværtimod for at alle får mulighed for at danne og uddanne sig til frie mennesker og ansvarlige borgere. Det er en opgave, som ikke kan løses af politikere og embedsmænd alene. Det er heller ikke en opgave, der kun kan løses af universitær forskning. Der er ikke behov for mere politisk detailstyring eller flere test i skolen. Og der er - i denne sammenhæng - heller ikke behov for, at skolens lærere og pædagoger bringes i besiddelse af mere medicinsk eller psykologisk viden om elevers defekter eller særlige diagnoser og metoder.

Der er derimod et stort behov for at skabe rigtig pædagogisk viden og udvikling. Hvis det skal kunne lade sig gøre, må lærere og pædagoger, som hver dag gør en pædagogisk forskel i skolen, igen for alvor inddrages i udviklingen af skolens pædagogiske praksis. Uden de professionelles pædagogiske og praktiske viden, kunnen og holdninger lader det sig ikke gøre.

Et afgørende spørgsmål bliver derfor, hvordan man meningsfuldt identificerer, formulerer, udvikler og formidler betydningsfuld viden om pædagogisk praksis - både for lærere, pædagoger, studerende og ansatte på grunduddannelser og efter/videreuddannelser.

Dette spørgsmål satte 13 frie specialkostskoler i Skolesammenslutningen Ligeværd sig for at besvare. I samarbejde med Videncenter for Almen Pædagogik og Formidling ved Professionshøjskolen University College Syddanmark har man gennem tre år arbejdet sammen om at beskrive, udfordre og udvikle den pædagogiske praksis på skolerne.

Pædagogisk teori og praksis skal ikke gå op i en højere enhed, lyder en af de helt basale antagelser i projektet. Pædagogisk praksis er altid primær, mens pædagogisk teori altid er sekundær. Derfor drejer det sig ikke om, at teorien skal fortælle praksis, hvordan der skal handles - og det drejer sig heller ikke om, at teorien skal underkaste sig praksis og holde op med at være teoretisk. Det drejer sig derimod om, at pædagogisk teori og pædagogisk praksis har et fælles anliggende - nemlig at undersøge og udvikle pædagogisk praksis. Resultaterne af projektet er nu offentliggjort i en antologi, som er skrevet af lærere, pædagoger, forstandere og skoleforskere og har titlen »Specialundervisning på hovedet - almene pædagogiske synspunkter«.