Skolen har virkelig vind i sejlene! Men kursen er ikke helt tydelig, og alle har ikke lige fået sat spileren. I hvilken retning sejler vi? Hvem har kompasset? Hvor ligger guldet? Og hvordan undgår vi piraterne?

Jeg synes, det er vigtigt, at vi ser på vores folkeskole med briller, der er kærlige, kritiske og realistiske.

Den kærlige vinkel skal være til at se skolen, som kan en masse med en masse lærere, der vil give børnene grundlaget for deres liv, og med en struktur, som mange andre europæiske lande misunder os - selv om de hedder Finland, England eller Tyskland. Det ved vi fra vores tætte samarbejde med forældreorganisationer i Norden og i resten af Europa. De finske kolleger undrer sig over, at vi vil lave en skole, som er delt i 0.-6. og 7.-9. De er ved at rulle deres skoler tilbage til 0.-9. klasse på en skole. Englænderne har ikke positive erfaringer med offentliggørelse af de nationale test. Og de tyske kolleger - ja, de synes, det er mærkeligt, at man i Danmark arbejder sig hen imod eliteskoler/klasser, når man i Tyskland kan se, at det rykker elevernes resultater mindre, end når de dygtige elever er i fællesskoler, som vi har i dag.

Den kritiske vinkel er, at det kan godt være, at ting tager tid, at udvikling kræver underbygning, og at viden ikke altid kan praktiseres. Men som forældre har vi ikke altid tid til at vente. Vi er der jo kun i folkeskolen som forældre i ti år, så hvis det skal have indflydelse på vores børn, så skal der ske ting. Vi er nødt til at arbejde sammen om læringen gennem blandt andet en stærk og brugbar elevplan, en tydelig skole, et reelt partnerskab om den enkelte skole og en kvalitetssikring af det, der foregår.

Det realistiske er så, at investering giver bonus, at vi ikke har råd til at spare på uddannelsen. Vi skal udnytte alle kompetencer, turde åbne skolen og involvere omgivelserne og se på de realkompetencer, der ligger lige foran os. Forældre er ikke bare forældre, de er en del af samfundet ligesom andre i lokalsamfundet med en masse erfaringer. De er i besiddelse af en stor mængde realkompetence, som eleverne kan nyde godt af.

Og så kan jeg nævne en lille detalje, som til tider bliver overset, men som jeg som repræsentant for forældrene forsøger at gøre opmærksom på, så tit jeg kan. Børn i folkeskolen er fra seks år til 16 år og udvikler sig fysiologisk enormt i den periode. Det er vi også nødt til at tage hensyn til, når vi planlægger at udvikle skolen. De bliver større, og de sidste år er der en kraftig hormonproduktion! Det kan vi ikke effektivisere væk, det kan vi ikke planlægge os væk fra eller presse på for at få overstået .

Til sidst må jeg citere Troels Boldt Rømer, formand for Danske Skoleelever: »Da jeg spurgte den finske undervisningsminister, hvorfor de lå så godt i Pisa og andre undersøgelser i forhold til Danmark, svarede undervisningsministeren: Vi arbejder ud fra et fælles mål!«

Lad os sætte kursen sammen!