Et par jyske kommuner har søgt om at få lov til at proppe klasserne i skolen op med flere elever og har minsandten fået ministerens ja til sammenstuvningen. Fra de samme egne hører man ofte - berettiget kritik - af centralismen i Danmark. Udkantsdanmark er ligefrem sat på dagsordenen af Danmarks svar på The Tea Party: Fælleslisten. Her råber man op om sygehuse og flere motorveje.

Men - for syv sytten - tag nu tænkehatten på. I stedet for at stuve ungerne sammen i klasserne og bruge al taletid på frådende at råbe »mere asfalt« ud over Storebælt burde yderområderne i Danmark satse alt, hvad remmer og tøj kan holde, på uddannelse.

Virksomheder, institutioner og organisationer vælger ikke beliggenhed efter tykkelsen på asfalt, men efter hvor kloge hovederne er, efter uddannet arbejdskraft. Derfor er det selvfølgelig her, man skal satse. Det er her, man skal begynde. Og det siger sig selv, at der skal bruges flere resurser på børn i områder, hvor forældrene gennemsnitligt har en kortere uddannelse, eller hvor flere end gennemsnittet slet ingen uddannelse har. Det er jo barokt, at der i dette land bruges stort set lige så mange penge på ungernes uddannelse i Gentofte som i de jyske yderkantskommuner. Og det er jo ellers ikke, fordi vi ikke udligner forskelle i dette land. I min lille kommune sender vi hvert år, hvad der svarer til driften af hele vores skolevæsen, i den kommunale udligningsordning. Det støtter jeg varmt.

Men hjælper det? Kommer det ungerne til gode? Åbenbart ikke.

I Undervisningsministeriet har man lavet en analyse over, hvor mange i årgang 2008 der forventes at få en videregående uddannelse i løbet af de næste 25 år. Af de ti kommuner, der skraber bunden i den analyse, er der otte provinskommuner.

Og med ansøgningerne om flere end 30 elever i klassen er der rigtig gode chancer for, at det går endnu værre.

Derfor er mit forslag, at vi øremærker store dele af udligningen til uddannelse. Gør vi det, hvis jeg vidste, at mine skattekroner gik til at kaste guld efter årgang 2008 i provinsen, ville jeg være verdens lykkeligste menneske. Ja, jeg ville gerne bidrage yderligere over skatten. Mere uddannelse, mere tid til den enkelte elev i provinsen er svaret - ikke flere børn i klasserne. Det er også svaret på, hvordan udkant kommer på forkant. Svaret på hvordan Danmark kommer til at hænge bedre sammen.