Lørdag den 24. maj i år tromlede tragedien ind over den lille by Als ved Hadsund. Fire 13-årige drenge fra 7. klasse forulykkede under et markræs i et lånt militærkøretøj. Tre mistede livet, og den fjerde blev alvorligt kvæstet.

Tragedien stoppede tiden på skolen og satte al faglighed på standby. Her knap fem måneder senere er skolens ledelse og lærere så småt ved at finde fodfæstet igen. I lokal-aviserne skriver en forældrerepræsentant blandt andet: »Det var en ubeskrivelig ulykke, som man ikke kan forestille sig håndteret på en mere menneskelig og fremragende måde. Det er en skole, som vi alle kan være stolte af, at netop vore børn er en del af«.

Var forberedt

Havbakkeskolens forberedelse til det, der ikke måtte ske, bestod af et lille beredskab på tre lærere, der via et par korte møder hvert år holder hinanden og omsorgshandleplanen opdateret. Mindst en årlig fællesevaluering ved personalemøder - og en hylde med pjecer og film om sorg, nogle stearinlys og andet til ritualer og mindehøjtideligheder.

Skolens lærere og ledelse har henvendt sig til Folkeskolen for at give deres erfaringer videre. Tillidsrepræsentant Lene Nielsen er tydeligt berørt, da hun fremlægger sin beretning om, hvordan skolen brugte sin omsorgsplan og alt, hvad de overhovedet kunne mobilisere af nærvær.

»Selv om vi røg med ind i et vakuum af sorg og katastrofe, så handlede det ikke om os, men om at være til stede og nærværende over for dem, der havde lidt det allerstørste tab. Fra den dag blev alt om elevplaner og faglighed glemt. Ingen diskuterede, om det nu skulle være sådan, og ingen flygtede fra deres medmenneskelige pligt«, fortæller hun.

»Vi mødtes under et afsindigt følelsesmæssigt kaos, hvor vi endnu ikke var helt sikre på, hvem de dræbte var. Men fordi vi i forvejen havde gennemgået og justeret vores plan løbende, kunne vi på selve katastrofedagen sætte os sammen og få planlagt, hvem der skulle gøre hvad. Vi aktiverede beredskabet dagen efter, fik givet besked til alle forældre, fik gang i krisehjælpen og holdt mindehøjtidelighed. Og så fik vi politiet ud på skolen for at fortælle, hvad der konkret var sket, så vi undgik rygtedannelse. Dagen efter havde vi en krisepsykolog med i de to 7.-klasser, hvor vi sørgede og snakkede om reaktioner på sorg. Via Pædagogisk Psykologisk Rådgivning etablerede vi en åben sorggruppe på skolen for vores elever, og gennem Sund By fik vi oprettet en lukket sorggruppe for drengenes søskende«, siger Lene Nielsen.

Nogen skal tage ansvar

Skolens forhistorie med omsorgshandleplanen er, at en lille gruppe lærere for nogle år siden havde udarbejdet et oplæg, som med små ændringer blev godkendt af det samlede personale og skolebestyrelsen.

Planens omdrejningspunkt er nærvær, og den har været brugt flere gange ved sygdom og død i elevers nære familie, fortæller Lene Nielsen, som selv er en af skolens tre faste kontaktpersoner. Deres opgave er i samarbejde med ledelsen at vejlede og sparre med de lærere, der berøres af en hændelse, eller som har elever, der sørger.

»Det løbende arbejde er ikke nogen stor opgave, men nogen skal have ansvaret og være opdateret. Det skal være personer, der tør gå til de sørgende og kan stille op flere gange og med kort varsel«, siger hun.

En omsorgshandleplan er ikke et forkromet værk, men et værktøj, der skal tages frem og smøres en gang imellem. Den fungerer kun, hvis hele personalet tager ejerskab og accepterer de fælles rammer.

»Når det er på plads, kan vi i hvert enkelt tilfælde handle i overensstemmelse med vores sunde fornuft«.

Vores drenge skal huskes

»Selvom dagen i dag er dårlig, er dagen i morgen aldrig i dag«, skrev en tænksom elev til de pårørende efter tragedien.

I dag er fagligheden og den normale skolehverdag nogenlunde på plads igen. Men lærerne ved godt, at de står over for en årelang balancegang mellem det faglige, fremadrettede og den uundgåelige tilbagevenden til de svære følelser i forbindelse med de mange mindehøjtideligheder på mærkedage, besøgene til ulykkesstedet og til gravstederne.

»Vi er nødt til at fortsætte med at forholde os til sorgens mange niveauer. Vi sørger selv, og det gør nogle af eleverne også. Desuden er en af vores kolleger her på skolen mor til en af drengene. Vi ved, at det varer mange år, før skolen bliver normal, men vi holder fast i den kurs, at det var vores drenge, og de skal huskes og mindes. Som skole er vi her også, når livet gør ondt, selv om hver krisesituation er enkeltstående. Planen betyder, at alle ved, hvad vi vil her på skolen«, siger Lene Nielsen.

Børns sorgreaktioner

At bearbejde et stort tab er en livslang proces. For mange børn bliver savnet større, jo længere tid der går. Visheden om, hvad de går glip af og aldrig kommer til at opleve igen, forstærker i perioder savnet og ensomheden. Børn bliver ofte mindet om deres ændrede livssituation, for eksempel når de ser en familie samlet eller ved højtider. Også mange år efter kan der opstå perioder med tristhed, indesluttethed og manglende koncentration og livslyst.

Børns første sorgreaktioner er for eksempel chok, forfærdelse og protest. Men de kan også udvise apati, lammelse eller bare fortsætte deres sædvanlige aktiviteter. Herefter kan følge angst, stærke minder, søvnforstyrrelser, tristhed, længsel og savn. Vrede og opmærksomhedskrævende adfærd, skyld, selvbebrejdelse og skam. Også skolevanskeligheder og fysiske gener kan være følgevirkninger af sorg. I den rigtig tunge ende ses regressiv adfærd, social tilbagetrækning og personlighedsforandringer. Mange sørgende unge har i perioder selvmordstanker og udtrykker ønske om at blive genforenet med den døde.

Kilde: bornsvilkar.dk

Vil dele erfaringerne med andre

Havbakkeskolen deler gerne erfaringer med andre skoler. Kontakt skoleleder Jens Laurids Pedersen på telefon 9711 4100.

Skolens oplæg om sorgbearbejdning og sorgreaktioner kan læses på havbakkeskolen.dk

»Selv om vi røg med ind i et vakuum af sorg og katastrofe, så handlede det ikke om os, men om at være til stede og nærværende over for dem, der havde lidt det allerstørste tab«