Viden er ikke noget, man får. Man tilegner sig viden. Men man tilegner sig den ikke ved passivt at modtage guldkorn fra de allerede vidende, men ved selv aktivt at deltage i udviklingen og udvekslingen af viden.

Det mener den 82-årige amerikanske uddannelsespsykolog og videnskabsteoretiker Jerome Bruner.

Som en af de toneangivende reformpædagoger var han i 1960'erne med til at udvikle de nye, amerikanske læreplaner, som detaljeret beskrev, hvad børnene skulle kunne og vide på bestemte klasse- og udviklingstrin. I dag interesserer han sig ikke for, hvad skoleeleverne ved hvornår:

- Der findes ikke én rigtig, bestemt viden, som alle elever skal have på et givet tidspunkt. Viden er kulturelt og socialt bestemt. Man tilegner sig derfor også kun den nødvendige kulturbestemte viden ved at deltage aktivt i den sociale og kulturelle udveksling og udvikling af viden.

- Vidensudveksling ligger dybt i ethvert samfund; det nytter intet, at jeg ved noget, hvis ingen andre ved det, eller hvis ingen andre ved det på samme måde som jeg. Læring er simpelthen social udveksling, udvikling og forhandling om viden.

Ifølge Jerome Bruner er det skolens og lærernes vigtigste opgave at etablere fællesskaber, hvor eleverne sammen kan udvikle og formulere ny viden. Det sker bare alt for sjældent, mener han:

- Læring er en social handling. Vores viden er ikke givet en gang for alle, men konstrueres og rekonstrueres hele tiden. Men hvorfor lader vi ikke skolebørnene opleve det? Hvorfor organiserer vi vores undervisning og skoler, som om viden er givet en gang for alle? Som om viden handler om, at eleverne skal finde det rigtige svar?

Der kan, siger Jerome Bruner, sagtens laves lærende fællesskaber, hvor børnene indøver den videnskabelige arbejdsproces ved at formulere hypoteser, opstille og efterprøve løsningsforslag og forhandle faglige synspunkter. Fællesskaberne eksisterer allerede mange steder, bare ikke i grundskolen:

- I legen udforsker børn verdenen i fællesskab. De lærende fællesskaber genopstår på universiteterne, når de studerende skal til at skrive specialer. Men i mellemtiden, i de mange skoleår, der ligger mellem børnehaveklassen og universitetsspecialet, er det, som om vi glemmer, at viden er social, og at videnstilegnelse er en kommunikativ handling.

- I den periode tager vi viden for givet. Vi laver prøver, hvor eleverne skal gengive en bestemt, fastlagt viden, og vi beder en bestemt elev give svaret på det, klassen beskæftiger sig med, som om der er et bestemt svar på alle spørgsmål.

Læringsmodellen påvirker elevernes forståelse af, hvad viden er, påpeger Jerome Bruner:

- Når vi overhører og prøver eleverne på den måde, vi gør, vænner vi dem til, at de skal bruge ti sekunder på at huske eller gætte det rigtige svar. Prøv i stedet at bede tre elever i fællesskab finde frem til et svar. Det vil give en helt anden og mere spændende udvikling, og det vil give eleverne en bedre forståelse for, hvad viden er, og hvordan den udvikles.

Fra Havard til 5. klasse

Jerome Bruner, som Folkeskolen mødte, da han var i Århus for at markedsføre sin nyeste bog, 'Uddannelseskulturen', har været professor på Harvard og i Oxford og har nu et professorat i New York.

Siden midten af 50'erne har han skrevet et hav af bøger og artikler om uddannelse, viden, videnstilegnelse og videnskabsteori. Men trods bogtitlerne og de tykke briller kan han ikke affejes som en virkelighedsfjern akademiker, der taler om noget, han slet ikke kender til.

Teorierne er kun noget værd, hvis de kan anvendes i praksis. Det motto formulerede han allerede tidligt i sin karriere, og tro mod sit udgangspunkt har han tilbragt lige så meget tid i vuggestuer, børnehaver og skoler som i de fornemme universiteters foredragssale.

Overalt, hvor han kommer i verden, besøger han skoler, han har undervist børnehavebørn i Reggio Emilia, og i en periode tog han orlov fra sit Havard-professorat for at undervise en amerikansk 5.-klasse.

Men han undrer sig stadig. Hvorfor forsvinder de lærende fællesskaber i tiden mellem børnehaven og universitetsspecialet?

- Jeg kender ikke svaret, men jeg har to bud. Jeg tror dels, det er et udtryk for misforstået kristendom. Vi opfatter børnene som oprindelige syndere, der skal ledes på den rette vej. De skal lære sandheden, og vi må ikke bringe dem i tvivl. Derfor fortæller vi dem, at Jesus fordrev vekselererne fra templet i Jerusalem, men vi undlader at diskutere, hvad de lavede der. Hvad havde de for? Hvorfor var de der? Hvad fik de ud af det? Hele det dilemma dropper vi, og i stedet formidler vi den konventionelle viden: Jesus drev vekselererne ud.

- Desuden tror jeg, at lærerne er bange for at miste autoritet, hvis de medgiver, at viden er konstrueret, og at alle selv må rekonstruere deres viden.

Kampen om viden

Hvad lærerne vil miste i autoritet ved at medgive, at deres viden er lige så konstrueret som elevernes, vil de få i pædagogiske muligheder, mener Jerome Bruner:

- Når vi koncentrerer os om at formidle en given faglig viden, bliver vores viden så snæver. Blandt andet mister vi hele videnskabshistorien, altså den dramatiske og spændende historie om, hvordan vi kom frem til den viden, vi har. Her ligger ellers et hav af pædagogiske muligheder.

- Jeg var engang på besøg på en skole, hvor de havde fået nogle dåser til at svæve på en slags luftpude. Når man skubbede til dåserne, bevægede de sig, indtil de stødte ind i en anden. Det var fantastisk. Her kunne eleverne selv opleve loven om inerti. De kunne i fællesskab udvikle og afprøve hypoteser for, hvorfor dåserne fortsatte i det uendelige, når de under normale omstændigheder vil stoppe, og gennem eksperimenter og forhandlinger kunne de komme frem til loven om energiens konstans. Det forsøg gav børnene en dyb interesse for denne del af fysikken.

I det hele taget så Jerome Bruner gerne, at lærerne gjorde mere ud af, hvordan vores viden er blevet til:

- Selv inden for videnskaben er det tvivlsomt at tale om sandhed. Vi har oplevet flere paradigmeskift, hvor nye sandheder afløser gamle. Derfor skal vi ikke lære eleverne sandhederne, men kampen om viden. Vi skal lære dem, at sandheden er konstrueret, og hvordan man gør det.

Verden er mystisk

Flere pædagoger og lærere kritiserer Jerome Bruner for, at han vil forvandle skoleeleverne til små videnskabsteoretikere i stedet for at give dem de nødvendige faglige færdigheder. Det afviser han blankt:

- Naturligvis skal børnene lære at læse og skrive, men lærer de det ikke lige så godt ved at læse sætningen 'Der sad en mand på en sky' som ved at læse 'Der sad en mand på en stol'?

- Det er blandt andet det, litteraturen er så fremragende til. Den begynder med et stykke virkelighed. Så tager fantasien et vældigt løft, og pludselig ser man den konventionelle verden i et helt andet perspektiv. Tag bare jeres egen Søren Kierkegaard. Han var ekspert i det. Og her er vi så tilbage ved udgangspunktet:

- Skolen og lærerne skal give eleverne et andet perspektiv på det konventionelle, det ordinære, det vedtagne. Børnene elsker denne dialektik, der er mellem det konventionelle og det mulige. På den måde bliver verden igen mærkelig, mystisk, vidunderlig, opfordrer Jerome Bruner.

Mikkel Hvid er freelancejournalist

- Jerome Bruner (født 1915) var en central skikkelse i 50'ernes kognitive revolution. Ligesom forskningsretningens førende skikkelse, svejtseren Jean Piaget, beskæftiger Jerome Bruner sig med, hvordan vi lærer. I begyndelsen beskæftigede han sig især med de personlige, intellektuelle forudsætninger for indlæring og vidensudvikling, men inspireret af blandt andre Vygotsky bliver han mere og mere optaget af miljøets betydning.

- Jerome Bruner er blandt andet berømt for sin påstand om, at ethvert vidensområde kan undervises til ethvert barn i enhver alder på en intellektuel redelig måde.

Børnene elsker dialektikken mellem det konventionelle og det mulige. På den måde bliver verden igen mærkelig, mystisk, vidunderligSelv inden for videnskaben er det tvivlsomt at tale om sandhed. Derfor skal vi ikke lære eleverne sandhederne, men kampen om viden. Vi skal lære dem, at sandheden er konstrueret, og hvordan man gør det