Sammenstød mellem skolen og forældrene
Forældre savner information, når de oplever, at deres barn bliver mobbet.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Når et barn bliver mobbet, taler forældrene med barnet og med skolen. Men de har svært ved at forstå, hvad der sker. De savner information. Lærerne mener derimod, at de skal klare mobningen uden forældrene, der jo ikke har oplevet den.
Det er svært og fører til afmagt i skole-hjem-samarbejdet, mener ph.d.-studerende Nina Hein, der undersøger det som en del af Danmarks Pædagogiske Universitetsskoles eXbus-projekt.
»I skolen får forældrene at vide, at deres barn er for sart, for anderledes eller for aggressivt. Forældrene prøver at lytte. Mads' forældre begynder at småmobbe ham derhjemme i trygge rammer, fordi skolen mener, at Mads er for sart. De vil hærde ham. Peter ryger fem uger på julemærkehjem, fordi hans mor mener, at så må de andre holde op med at kalde ham 'fede svin'. Imens tænker forældrene, om der er noget galt med deres barn«, siger Nina Hein.
Hun fortæller, hvordan det hele eskalerer. Forældrene begynder at afhøre deres barn om dagens oplevelser, de læser skolens antimobbeplan minutiøst, taler om problemet hver aften og møder op hos skolelederen.
»Det bliver en kamp om, hvem der er det problematiske barn og den problematiske voksne. Forældrene er blevet umulige, diskvalificeret som samarbejdspartnere. Det giver en afmægtighed, og hvis ikke forældrene var besværlige i starten, så er de blevet det«, siger Nina Hein.
Hun er klar over, at hvis hun foretog en kvalitativ undersøgelse af læreres og skolelederes perspektiver på samme problematik, så ville det give en anden oplevelse, et andet forløb - og også afmagt.
»Når et barn giver udtryk for at trives dårligt i skolen, er der grund til at tage barnet alvorligt. I stedet for at diskutere, hvem der har ret i sin beskrivelse af barnet og dets situation, ville det være konstruktivt at lytte til og respektere den viden, som den anden part har om barnets adfærd«.
»At diskutere, hvad barnet gør, og hvilke betingelser det har. Hvad er på spil mellem børnene i klassen, og hvilke relationelle bevægelser går forud for den aktuelle situation? Man kunne spørge, om Peters aggressive respons på selv de mindste drillerier er affødt af en mobbehistorik, der har påvirket hans reaktionsmønstre«, mener Nina Hein.
hl@dlf.org
