»Mindre skoler har ikke et pensionistarbejde, og dem vil jeg gerne gøre noget for«, siger Per Gentsch, som lagde arbejdsmarkedet bag sig i 1999
Palle Peter Skov
Vi hygger os med hinanden
Samværet med tidligere kolleger får 71-årige Per Gentsch til at involvere sig i pensionistarbejde
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Længe inden Per Gentsch blev pensionist, var han med til at danne en klub for tidligere lærere på Mølleskolen på Djursland. I 1978 blev han viceskoleleder på Vestre Skole i Grenaa, og her etablerede han en seniorklub efter samme læst.
I dag drager pensionisterne i Djurs Lærerforening nytte af hans erfaringer.
»Mindre skoler har ikke et pensionistarbejde, og dem vil jeg gerne gøre noget for. Vi er rundet af samme arbejdsplads, vi taler samme sprog, og vi spænder over de samme årgange. Derfor hygger vi os med hinanden. Nu er det bare foredrag, udflugter og rejser og ikke arbejdet, der binder os sammen«, siger Per Gentsch, som lagde arbejdsmarkedet bag sig i 1999.
Der kommer typisk et halvt hundrede pensionister til seniorklubbens arrangementer, der som noget nyt også omfatter en litteraturkreds.
»Den slags appellerer til kvinder, men jeg er med og må sige, at jeg læser en bog helt anderledes, når jeg skal diskutere den bagefter«, siger Per Gentsch, der er i gang med »Ensomhedens fæstning« af Jonathan Lethin.
Børn opflasket med kunst
Per Gentsch afsluttede sin aktive karriere på Vestre Skole i Grenaa, hvor han selv var elev. Han er primus motor, når hans gamle klassekammerater mødes hvert femte år. Han har dog andre interesser end skole.
Som formand for menighedsrådet i Ålsø Sogn syd for Grenaa og medlem af provstiudvalget er Per Gentsch fast gæst i kirken om søndagen. Også kunst nærer han en kærlighed for. Siden 1967 har han og hustruen været med i en kunstcirkel, hvor familier har kunstværker til låns i et par måneder.
Efterlyser stof om pensionister
På årsmødet i fraktion 4 markerede Per Gentsch sig i en diskussion om, hvorvidt man skal give udmeldte pensionister mulighed for at vende tilbage til DLF.
»Vi har én, som gerne vil diskutere litteratur med os andre, men reglerne forbyder hende at melde sig ind igen. Nogle slipper tøjlerne og melder sig ud, når de går på pension, men efter et stykke tid finder de ud af, at de gerne vil være sammen med os andre. Derfor vil det være fint med et amnesti«, siger Per Gentsch.
Traditionen tro blev der på årsmødet stillet forslag om, at Folkeskolen skal skrive mere om pensionister. Også det ønske bakker Per Gentsch op.
»Der bør være et opslag hver måned med emner, som interesserer os. Med 16.000 pensionister udgør vi immervæk en fjerdedel af medlemsskaren«, argumenterer Per Gentsch.
Han vil gerne læse om livet i kredsenes seniorklubber, om pensionister, der tager vikararbejde, og om gamle koryfæer fra skoleverdenen, for eksempel DLF's tidligere formænd.
Henrik Stanek