Specialundervisning har lovmæssig status som en borgerret på linje med lægehjælp, hospitalsindlæggelse og politiassistance. Det fastslås tilmed udtrykkeligt i den ministerielle vejledning, at specialundervisning skal gives ud fra en faglig vurdering, der ikke tager hensyn til kommunens økonomi. Skolelederne kan derfor ikke pålægges at prioritere mellem enkeltelevers dokumenterede behov for specialundervisning og skolens øvrige drift.

At det er almindelig praksis, bliver det mildest talt ikke bedre af. Aben ender hos lærerne ude i de almindelige klasser, hvor de under overskriften »rummelighed« bliver sat på den umulige opgave at skulle levere specialundervisning til de svigtede børn, samtidig med at de leverer normalundervisning til resten af klassen. Det holder lærerne ikke til, og det må have en ende.

Enten må skolen tilføres de fornødne resurser, så loven kan overholdes, eller også må loven ændres, så skolen har mulighed for at overholde den med de forhåndenværende resurser. Lærerne har fået nok af at lægge rygstykker til dette kæmpemæssige illusionsnummer.

Måske bliver vi nødt til at vedgå, at skolens ambitionsniveau på dette område er for højt? Det er falsk reklame, når skolen foregøgler borgerne, at det inden for de eksisterende rammer er økonomisk muligt at levere skræddersyet undervisning til alle elever med særlige behov, endsige til alle elever i skolen. Måske er dette falske budskab i sig selv med til at eskalere behovet? Kanske skolen bliver nødt til at lære børn og forældre, at de i højere grad forventes at rette ind efter, hvad der er praktisk muligt i skolen. Er det for øvrigt ikke også et centralt element i den demokratiske dannelse, der står centralt i folkeskolens formål?